Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 13. januar 2025
Tre af politiets patruljevogne samt to ambulancer var søndag aften på asylcenteret i Hviding.
Årsagen var, at Syd- og Sønderjyllands Politi søndag klokken 20.20 fik en anmeldelse om uroligheder på et værelse på asylcenteret. To beboere blev efterfølgende anholdt og sigtet for henholdsvis forsøg på manddrab og for grov vold.
Patruljen kom kort efter anmeldelsen til centeret og kunne konstatere, at en 42-årig beboer havde stukket en 41-årig beboer med en kniv. Efter at være blevet stukket havde den 41-årige beboer slået den 42-årige i hovedet med en genstand. Den 42-årige blev efterfølgende indlagt med skader i hovedet, men er uden for livsfare. Den 41-årige fik ikke alvorlige skader efter knivstikket.
Den 42-årige og den 41-årige er begge sigtet for grov vold. De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg i dag klokken 14.00, hvor Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre. Den 42-årige fremstilles in absentia, da han fortsat er indlagt.
Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket sagen natten igennem og efterforskningen fortsætter. Samtidig gennemfører politiet et tryghedsbesøg på asylcenteret mandag, ligesom politiet er i dialog med asylcenterets ledelse.
Politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger.