Tekst og fotocollage Hasse Jørgensen, søndag den 24. februar.
To asylansøgere blev såret, og en 20-årig asylansøger fra Tchad i Afrika blev søndag sidst på eftermiddagen anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi sigtet for et alvorligt knivstikkeri på asylcenteret i Egebæk-Hviding.
Ofrene er to asylansøgere fra Georgien på 39 år og 22 år.
Hvad der er årsag til knivstikkeriet, og hvad der er gået forud, er politiet i øjeblikket ved at undersøge.
Den hårdest kvæstede af de to overfaldne er overført til Odense Universitets Hospital, mens den anden er indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Det vides i skrivende stund ikke, hvor alvorligt de to er kvæstet.
Det var en beboer på centret, som søndag klokken 17.40 alarmerede politiet. På centret blev de to mænd fundet såret af knivstik.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med efterforskningen på asylcentret. Der kan indtil videre ikke siges noget om motivet til knivstikkeriet eller hændelsesforløbet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.










































































