Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 29. oktober 2025

På et par år er antallet af kor og kormedlemmer i Ribe vokset nærmest eksplosivt, og det skyldes ikke mindst domkantor Jonas Hunt, der har formået ikke alene at tiltrække mange unge til de mange, forskellige kor, men også fastholde dem og deres interesse for sangen.

På tirsdag aften den 4. november medvirker både ungdomskoret og pigekoret ved den musikgudstjeneste, der holdes i domkirken med start klokken 19, mens de yngstes kor medvirker onsdag aften ved sangaften i Langgaard-salen med start klokken 19,30.

Ud over ungdomskoret for unge fra 16-25 år og pigekoret for piger fra 6. klasser og opefter findes der også ”spirrevipperne”, der er for børn i alderen fem til syv år, børnekoret for drenge og piger i anden til tredje klasse, juniorkoret for piger fra fjerde til sjette klasse samt Ribe Kammerkor.

Det er ungdomskoret og pigekoret, der giver koncerten tirsdag aften, og forberedelserne har stået på i nogen tid dels i domkirkens øvelokale i stueetagen på Porsborg, og dels i Rued Langgaard Salen i Kannikegården.

Og denne tirsdag eftermiddag, hvor Ryk Ind Ribe, kiggede forbi i øvelokalet, er der fuld gang i træningen. Der synges på livet løs i det lokale, der tidligere husede turistkontoret, og som oser af historie i den gamle bygning.

Men der synges ikke kun. Jonas Hunt forklarer og demonstrerer, hvordan de unge mennesker lærer at kontrollere vejrtrækning, puls og hvordan stemmen udnyttes bedst muligt. De unge mennesker går med energi og dedikation til opgaven, og at dømme efter de sange, din udsendte hørte prøver på, bliver der tale om en virkelig god oplevelse tirsdag aften