Tekst, Foto og Collage: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
27. februar 2024
To 20-årige unge fyre har valgt holdsport fra og kastet sig over golf – og de er blevet gode på kort tid. RYK IND RIBE har sat Alexander Wind og Christoffer Tonnesen i stævne hos Ribe Golf Klub, hvor de begge var på et begynderhold i sidste sæson – og nu er parate sammen til at prøve kræfter på en golfferie i Tyrkiet i maj måned.
Følger i fars fodspor
Christoffer Tonnesen kommer egentlig fra en familie med tilknytning til håndbold, men det blev fodbolden, der faldt i hans smag til og med et ophold på efterskole. Når det er sagt, så ligger golf ikke langt hjemmefra, – Min far har spillet golf i mange år – og så tænkte jeg: – Det kan vel ikke være så svært.
Christoffer nåede at blive en ganske habil skateboard-løber, inden han på uddannelsesplan tog HHX fra Ribe Katedralskole. I september kom han på det sidste hold og nåede da også lige forbi banen i Ølgod inden sporten blev sat på vinterpause. På den korte sæson nåede Christoffer at gå fra handicap 54 til imponerende handicap 24,6.
Han kigger på kammeraten Alexander, som står ved siden af med den ene arm i slynge efter et uheld – og så falder bemærkningen, som viser, at der også er konkurrence i sporten: – Mon ikke jeg kan komme på niveau med Alexander, der med sin skade får en senere opstart. Han har også spillet ½ sæson længere end mig.

– Vi glæder os helt vildt til en uge med golf, golf og golf
Alexander et skridt foran
Alexander ved godt, at kampen om at være bedst er sat lidt på standby, men trøster sig over sidste sæsons formidable golfspil: – Du skal godt nok blive god, hvis du når mit handicap på 15,0.
Håber på flere unge spillere
Alexander, som også har taget HHX, vil gerne være bedre – og måske skal der individuel undervisning til, for at flytte nogle af de få mangler i hans spil. Han har som bedste resultat en birdie / par 3.
– Jeg håber, at der kommer flere unge herud på Ribe Golf Klubs anlæg i Varming, lyder det fra Alexander, som nyder den hjælp og støtte, han kan få ved at gå en runde golf med fx ældre rutinerede spillere, divisionsspillere etc.
Få idoler
Nu skulle man jo tro, at Alexander og Christoffer ville slynge om sig med verdenskendte navne – men under samtalen fik RYK IND RIBEs medarbejder kun noteret Højgaard brødrene, Rickie Fowler og endelig Tiger Woods.
Med udsigten til en regnvejrsdag, er de to venner sikkert i gang med at se en golfturnering i tv’et og studere verdensstjernernes teknik i svinget.
Der er plads på begynderholdene
Går du og overvejer at prøve golfspillet, så kontakt Ribe Golf Klub på info@ribegolfklub.dk og hør mere om begynderforløbene, som igen i 2024 er helt gratis.
Hvad er en birdie
En birdie i golf er et udtryk for, at du er gået hullet et slag under hullets par. Så når du laver en birdie, betyder det, at du har brugt et slag færre end det forventede antal for det pågældende hul. For eksempel: Hvis du får bolden i hul på to slag på et par 3-hul, har du lavet en birdie.
På begynderkurset bliver du sikker i de faglige begreber.