Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 17. december

For sjette år i træk er årets tilflyttere inviteret til velkomstmøde på Esbjerg Rådhus. Der plejer at komme flere hundrede tilflyttere, og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) tager imod sammen med kommunens Tilflytterservice, der igen i år har været en efterspurgt service.

512 tilflyttere har i 2018 brugt Tilflytterservice til individuel sparring. De 374 af dem er flyttet hertil fra udlandet, mens de resterende 138 personer er danske tilflyttere. Tilflytterne er ansat hos 58 forskellige lokale virksomheder, som Tilflytterservice også er i dialog med.

Tilflytterservice har sammen med foreningen work-live-stay southern denmark, Business Esbjerg og Esbjerg Jobcenter gjort en særlig indsats for at få medflyttende partnere til at falde godt til i Esbjerg Kommune, og det har givet pote.

84 medflyttende partnere har deltaget i partnerjob-projektet i 2018, og hele 72 % af de danske partnere er kommet i arbejde, mens knap 46 % af de internationale har fundet beskæftigelse. Kun en dansk partner er flyttet fra kommunen i løbet af året.

– Det glæder mig meget, at se årets tal for, hvor mange der kommer i arbejde, og det tyder på, at det gør en stor forskel, at Tilflytterservice giver dem en håndsrækning både med at komme i arbejde og med at falde godt til i det nye, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Velkomstmødet finder sted den 17. januar 2019 kl. 16-18 på Esbjerg Rådhus, og alle, der er flyttet til kommunen i løbet af 2018, har fået en personlig invitation. Der er tilmeldingsfrist til arrangementet den 7. januar.

På velkomstmødet i januar vil kommunen lægge sig i selen for at informere årets tilflyttere om deres mange muligheder i Esbjerg Kommune. Arrangementet vil foregå på en blanding af dansk og engelsk, da der både kommer danske og internationale tilflyttere.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen byder alle tilflyttere velkommen og fortæller om de oplevelser, der venter dem. Pia Enemark og Nicole Hogan fra kommunens Tilflytterservice informerer om den hjælp, de kan tilbyde.

Kommunen byder på lidt at spise og drikke, og deltagerne får tilbudt en rundvisning på rådhuset. Det er gratis at deltage for alle, der tilmelder sig på linket i invitationen.