Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, onsdag den 27. oktober

En tidsfrist er meget tæt på at sætte en endelig stopper for grødeskæring i Mølledammen.

Sagen er, at otte år efter, at der sidst er skåret grøde, må der ikke mere skæres grøde i Mølledammen og åen, hvis der overhovedet ikke har været skåret i de otte år. Det siger de nuværende miljøregler. I et sådant tilfælde går miljøet fremfor kulturarven.

Og den tidsfrist er tæt på at være opfyldt.

Det oplyste byrådsmedlem Jørgen Ahlquist (S) på det valgmøde, boligforeningen havde arrangeret i Rønnebærparken fælleshus tirsdag aften.

Jørgen Ahlquist fortalte, at der er arbejdet hårdt med sagen og forsøgt mange løsninger. Og hver gang kommunen har henvendt sig til staten, har kommunen fået at vide, at det er kommunens ansvar.

Jørgen Ahlquist undrede sig også over, at der i de dele af åsystemet, der løber gennem andre kommuner, kan skæres grøde to gange årligt men ikke i Esbjerg Kommune.

Udvalget for teknik og byggeri skal søge udvalget for plan og miljø om tilladelse til grødeskæring. Det er gjort i og med, at der er søgt om en nænsom grødeskæring i den ene side af åen, hvilket både snæbel, sjældne planter og andre fiskearter fint vil kunne overleve.

Byrådsmedlem Kurt Bjerrum (V) kunne fortælle, at den tilladelse, der blev givet til den nænsomme grødeskæring, blev anket af Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Lystfiskerforbund, og der ligger sagen i øjeblikket. Det kan vare flere måneder, inden en sådan anke er afgjort.