Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 31. maj 2023
Mindst en gang om ugen tager den tidligere ripenser og tidligere byrådsmedlem i Ribe, Erik Christiansen, turen fra Århus til Bramming og retur for at synge i Brammingkoret, det tidligere Bramming Blandede Kor.
Og nu kan de omkring 40 kormedlemmer inclusive Erik Christiansen, der for øvrigt også er formand for koret, høres i Ribe. Det sker lørdag den 10. juni, hvor koret holder sæsonafslutning på cafe Quedens Gård. I den forbindelse synger koret enten i gågaden foran cafeen eller i cafeens gårdhave klokken 13 efter frokosten.
– Og, som Erik Christiansen siger, mon ikke, der også bliver sunget et par sange under frokosten.
Men tilbage til hvorfor Erik tager den lange tur mindst en gang ugentligt i sæsonen.
– Det var oprindeligt min kone, Inger, der sang i koret. Det skulle til Wales, og jeg blev inviteret med. Så blev jeg opfordret til at synge, når jeg nu alligevel skulle med, og på den måde kom jeg i koret.
– Da vi for nogle år siden flyttede til Århus fra Øster Vedsted, begyndte Inger med at synge i Århus, men jeg syntes, det var en for stor mundfuld at skulle skifte til et nyt kor. Så jeg synger stadig i Bramming, og når jeg skal til kor aften, kører jeg ind til familien ved Ribe og får min aftensmad her. Så får jeg også dem besøgt, fortæller Erik Christiansen.
Det er i øvrigt ikke kun Erik Christiansen, der kommer ude fra. Korets medlemmer er spredt geografisk og kommer bl.a. fra Hviding, Ribe, Hunderup og Sejstrup og så altså også fra Århus.
At sæsonafslutningen bliver lagt i Ribe, skyldes dels, at koret plejer at holde sine sæsonafslutninger forskellige steder i landet.
– Og så er Ribe og Quedens jo et dejligt sted, lyder det fra Erik.
Koret har i øvrigt fået ny dirigent i Maren Frost Nielsen, der er organist i Vamdrup Kirke og en søster til dirigenten i Scala Koret i Bramming. Maren Frost Nielsen har afløst Gunhild Tophøj, der var dirigent i 36 år og noget af en institution i koret.
Repertoiret spænder vidt fra Højskolesangbogen og klassiske ting til moderne populære toner som ting af Kaj Norman Andersen, som den nye dirigent har taget med ind i koret.