Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, søndag den 25. januar 2026
Fodboldfest som lovet
Det blev, som lovet af arrangørerne, en sand fodboldfest, da Ribe Boldklub i samarbejde med Ribe Fritidscenter i weekenden afholdt WoodUpp Cup. De perfekte rammer, de mange frivillige og sponsorer dannede fundamentet for, at de mange kampe kunne afvikles. Det er andet år, WoodUpp Cup afholdes, og i år har stævnet ekspanderet markant.
(artikel og flere billeder herunder)

Mange gæster
Med gæstende spillere og publikum fra mange steder i Syd- og Sønderjylland summede RFC af liv. Glade, spændte og forventningsfulde børn og unge – og lige så forventningsfulde og heppende forældre og bedsteforældre – fyldte hallerne. Nogle blev glade, nogle blev skuffede, men alle fik en god oplevelse.
Større byer som Horsens, Vejle, Odense, Sønderborg og Esbjerg var repræsenteret, ligesom et hold fra Kiel i Tyskland deltog. Holdet har en venskabsforbindelse til et U9-hold fra Ribe, som er blevet inviteret til stævne i Kiel.

Det er en fest for alle deltagere
En af de tre stævneansvarlige, Michael Christensen, fortæller:
– Morten Mørk, Jesper Fabrin og jeg har haft virkelig travlt – og det har alle frivillige – men udover at arrangere, guide og koordinere har vi også vores egne hold at coache. Det er dejligt, og alle er utrolig hjælpsomme og arbejdsomme. Der er mange funktioner, der skal klares.
Over de tre dage, stævnet har løbet, har 230 hold og cirka 1.300 spillere været i aktion. Det svarer til 550 kampe og uddeling af 700 pokaler.
– Det er en fest for alle deltagere uanset niveau. Alle kan være med, og for eksempel får alle deltagere i U6, U7 og U8 pokaler med hjem, afslutter en travl, men glad Michael Christensen.













































































