Tekst Hasse Jørgensen pressefoto, tirsdag den 13. oktober
Ribes gamle rådhus bliver lørdag den 7. november rammen om en helt speciel aften.
Det er spillestedet Termansens, der i den smukke bygning i Ribe inviterer vi til en aften med alt godt, egnen har at byde på af historier, musik og kulinariske lækkerier.
Aftenens røde tråd kredser om Ribe og Fanø, hvorfra der ikke bare er mange gode historier at fortælle, men det er også på denne egn, at en rig tradition af medrivende musik har udviklet sig fra, ligesom egnens råvarer og kvæg kaster lækkerier af sig.
Musikken denne aften er velsvingende ULC trio, der består af tre veteraner på den danske folk scene, Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom og Seamus Cahill.
Irske Seamus Cahill er sanger, guitarist og bouzouki spiller, Sonnich Lydom spiller på harmonika og mundharper og endelig er der Fanø-spillemanden, Peter Uhrbrand på violin.
De tre mødtes tilbage i 1998 omkring Fanø-musikken, den gamle danske 1700-tals dansemusik samt den mere lyriske del af den irske sangtradition og indspillede den ikoniske Fanømusik-plade, “Sik og Sejs”. De har i samarbejde med de to blændende jazzmusikere – bassisten Mads Vinding og pianist og komponist Peter Rosendal dannet ULC quintet i projektet “Folk meets jazz”. I denne konstellation modtog ULC Quintet flere priser ved DMA-folk for de to udgivelser, ”Spring” og “Masquerade”.
Porsborgs gastrobar serverer specialiteter fra lokalområdet, så vi får mulighed for at smage både Fanø laks og lam fra marsken. Aftenen bindes sammen af korte, udvalgte fortællinger om det maritime Ribe og hvordan Fanø og Ribe engang var forbundne.
Arrangørerne tager hensyn til alle Corona restriktioner. Oplys venligst ved billetkøb, om du er en del af et selskab og hvor mange personer, I er.
Dørene åbner kl. 17.30, og arrangørerne beder dig komme i god tid.
Billetter sælges efter først til mølle på Termansens side på Facebook. Arrangementet er støttet af Region Syddanmarks Kulturpulje.









































































