Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 15. januar 2024

Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med Kathrine Windfeld og hendes forrygende kvartet, så er det nu du har chancen. Lørdag d..20. januar får Termansens nemlig besøg af et af dansk jazz’ store stjernefrø – eller måske slet ikke et frø mere, for pianist og komponist Kathrine Windfeld har i de sidste mange år imponeret og begejstret med farverige blandinger af sofistikerede harmoniske passager, fysiske grooves og poetiske ballader i ind- og udland.

Windfelds kompositioner er af den engelske avis ’The Guardian’ blevet beskrevet som en sjælden kombination af power og elegance, og vi er så heldige, at hun lægger vejen forbi Ribe med sin håndplukkede kvartet af yngre, skandinaviske musikere – en kvartet, der tilsammen vil opføre hendes eksplosive arrangementer og ørespidsende kompositioner. Kvartetten består af Windfeld selv, der ubesværet mestrer det nyindkøbte Steinwayflygel, saxofonisten Hannes Bennich, der er en forrygende solist med en utrolig genremæssig spændvidde og stor kreativitet, samt kontrabassist Johannes Vaht og trommeslager Henrik Holst Hansen, der som medlemmer af Kathrine Windfeld Big Band siden 2014 udviklet et intenst og energisk sammenspil, som udgør et levende og eksplosivt udgangspunkt for gruppen.

Sidst Windfeld besøgte Ribe var netop med sit 20-mand-store Big Band til jazzfestivalen i 2019 – en mindeværdig koncert, der grundet skybrud fandt sted på Hotel Dagmar.  På Termansens er man sikre på, at koncerten d.20. januar bliver lige så mindeværdig og nærværende i de intime rammer, som den gamle renæssancebygning danner.

Der venter altså publikum noget af en oplevelse på lørdag – og skulle man ikke kunne få nok, holder Gunde On Garner (Henrik Gunde, Nicolas Kock, Karsten Bagge) releasekoncert for deres nye udgivelse kl.14.00 og 16.00 søndag d.21.1.

Billetter kan erhverves via dette link