Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 17. januar 2023

Spillestedet Termansens byder på fredag den 20. januar med start klokken 19,30 på en tur ad musikkens memory lane. Det sker i form af en musikquiz, der vil vare hele aftenen.

Den overordnede ide med quizzen er at have det sjovt sammen for i det fællesskab at udfordre musikelskere til at teste deres viden. Det er ikke en aften for nørder. Derimod er det sådan, at al musik vil være genkendelig for de fleste, fordi det enten har været hits, eller der er tale om kendte kunstnere, som de fleste kender.

Der vil være otte runder med 8 temaer, der dækker populærmusik fra 1960’erne frem til 2022. Der spilles musikeksempler fra de 6 tiår, ligesom der også præsenteres livemusik på guitar, der så skal gættes.

Der vil være præmier undervejs.

– Vi håber på mange hold og mange publikummer, der kan heppe på holdene, men selvfølgelig også selv gætte med og måske få flere point end holdene. Så håber vi også, at mange af de unge, der faktisk har en stor viden om musik, vil dukke op og bidrage, siger Chr. Quvang, der er en af arrangørerne.

Tilmelding skal ske på mail til quvang@stofanet.dk. Entre er 50 kroner per person, der betales i døren.