Tekst & Foto Johnny Tauman
28. december 2018

RYK IND RIBE sætter i en række artikler fokus på Ribe Kammersluse, diget og ikke mindst vanddybden i Ribe Å. I den forbindelse har RYK IND RIBE forelagt en række spørgsmål for de relevante myndigheder.
Til at få svar på spørgsmålet om, der er behov for elektricitet under storm / orkan, har vi spurgt Esbjerg Kommunes Teknik & Miljø om følgende:

Er Ribe Kammersluse er afhængig af elektricitet til hydraulikken – er der gennemført øvelser (og hvornår), der viser procedure under et evt. strømsvigt ved en orkan? Og hvor skal udstyr med strømgenerator hentes (i hvilket depot) – og vil det være muligt at køre sådanne rekvisitter til slusen?

Slusen kan fungere uden elektricitet

Vejchef Mads A Sørensen skriver til RYK IND RIBE: ”Ribe Kammersluse er ikke afhængig af elektricitet og kan derfor godt fungere uden. De hydrauliske motorer anvendes hovedsageligt, når der skal foretages en slusning af en båd, og de er med til at lette arbejdet for medarbejderne på stedet.

Ydre porte skubbes af motorer

Ved højvande lukker de ydreporte i princippet af sig selv. De hydrauliske pumper sørger for at portene tidligt i processen skubbes et par meter fra væggen og derved lukkes portene mere roligt i når vandstanden i havet er høj nok.

Indre stormporte håndteres manuelt

De indre stormporte betjenes eksempelvis kun manuelt og portene anvendes i situationer med forhøjet vandstand i Vadehavet. Vejchefen forklarer: ”Her er det vigtigt, at man kan nivellere vandspejlet imellem de to sæt stormporte, så der opnås en middelvandstand i kammeret i forhold til vandstanden i hhv. åen og i Vadehavet.”

Beredskabet har generator

”Alt dette kan i en nødsituation lade sig gøre uden elektricitet. Det er muligt at tilslutte en generator til anlægget og skulle det blive nødvendigt, vil man anmode Beredskabet om at bidrage med en generator,” slutter Mads A. Sørensen

Den mulige nødforsyning

Beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen (SVJB) skriver til RYK IND RIBE, at nødforsyning i forbindelse med strømsvigt er en mulighed. Det vil i forbindelse med en større hændelse, hvor den Lokale Beredskabs Stab (LBS) er aktiveret blive koordineret, hvilke objekter myndighederne prioriterer med hensyn til generatorhjælp.  Jens Mølgaard fortæller: ”Sydvestjysk Brandvæsen har et antal generatorer til beredskabsmæssige formål og rent praktisk foregår det på den måde, at når en generator i en beredskabshændelse er disponeret til at nødforsyne et objekt, vil SVJB udkommandere en elinstallatør til monteringsopgaven og SVJB vil betjene generatoren.”

Flere øvelser årligt

Afsluttende fortæller beredskabschefen: ”Med hensyn til øvelser og afprøvning af beredskabet afholdes der jævnligt myndighederne imellem øvelser, ligesom beredskabsniveauet og dermed beredskabsplanerne aktiveres flere gange årligt i forbindelse med specifikke hændelser.”

 

 

Temaet fortsættes 29. december