Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. december 2018

RYK IND  RIBE har bedt en række personer komme med deres bud, hvad de finder mest attraktivt i Ribe og omegn – altså kort og godt: “Hvad betyder mest for mig i Ribe og omegn.” Den første i rækken er Ole Jacobsen, bosat i Esbjerg 1969. Ole er kendt fra skoleverdenen, lokalpolitik samt ikke mindst badminton lokalt og på landsplan.

1. Skibbroen

Skibbroen vil for mig altid være indbegrebet af ”Velkommen til Ribe”: Åen, der var/er vandpulsåren ind til byen – Husene på vestsiden er bevaret og vedligeholdt med facader, der fortæller hver sin historie. Skibbroen og Domkirken er forbundet af en stribe gågade, hvor nogle enkelte husfacader, for mig at se, respektløst signalerer med ”nutidens reklamer”. Jeg går altid hurtigt forbi dem draget af Domkirken.
På østsiden til højre uden for billedet ligger Kolvig, der med sit navn tvinger mig til historiebøgerne. Hvem var Kolvig? Se selv efter og du bliver sikkert også fanget af den fortælling!

2. Ribes “skyline”

Udsigten ind over Ribe (skyline, som det hedder på ”udendansk”), når jeg kommer kørende fra Gram, har altid betaget mig. Vådområderne, der signalerer, at Ribe faktisk er bygget på ét stort havnært vådområde! Havde man vidst det for 1100-1200 år siden, så? Vikingekongen havde ingen eksperter i ”vådområder” omkring sig, så naturligvis byggede man en by her, når kongen befalede det!

3. Byens vægtere

Vægtertraditionen i Ribe – den lille by med den store historie – holdes heldigvis fortsat konstant i live i domkirkebyen. At komme ind i denne loge af ribeborgere, der får lov til at iklæde sig – se billedet! – kræver meget: historieklæbehjerne, x-factor i vægtersangkunsten, der minder om nutidens ”rapsange” – plus god kondition og armkræfter osv. For øvrigt? Blev rapsangkunsten mon ikke opfundet af en sang-og fortællebegavet Ribevægter? Min ”teori” er, at Jacob A. Riis fra Skolegade tog vægtersangkunsten med til New York, da han i 1870 forlod Ribe ramt af ulykkelig kærlighed. Hvordan skulle rapsangen ellers være dukket op andre steder end i New Yorks ghettoer, hvor Riis, som en af verdens første fotojournalister dokumenterede fattigdommen i byen for amerikanerne?

4. Ribe Kunstmuseum

Ribe Kunstmuseum er sammen med Esbjerg Kunstmuseum og Bramming Egnsmuseum tre kulturperler i Esbjerg Kommune. Ribe Kunstmuseum er noget ganske særligt i forhold til de to ”kolleger”. Her er selve huset og haven en historie i sig selv! Familien kommer så tit, det er muligt, for at se udstillinger i Ribe, hvis direktør og personale har en særlig evne og talent for at tiltrække udstillinger, der før var så godt som umulige at trække over Storebælt og Limfjorden. Som en tillægsgevinst formår museet også et tiltrække Verdensballetten hvert år i sommerhaven. Musikhuset i Esbjerg så måske aldrig muligheden for ballet i Esbjerg Bypark? Er det mon tilfældigt, at museumsdirektøren på Ribe Kunstmuseum hedder Dagmar til fornavn? Tænker ofte dette med et lille smil, når jeg ser Dronning Dagmarstatuen på Slotsbanken kørende forbi mod Skærbæk.

5. Volkswagen Ribe

Volkswagen Ribe (Hvorfor på tysk?)  Jeg er tysklærer, men alligevel?– Folkevogne Ribe – er for mig et eksempel på den service, der kendetegner forretninger og firmaer i Ribe. Her er service og kundebetjening i højsædet hver gang. Min Polo bliver konstant holdt i form via besøg på Industrivej 1. For mig et det også en del af mit indre billede af Ribe som periodisk hverdagsturist.