Tekst & Foto Johnny Tauman
30. december 2018
Bjarne Kiholm er kendt i Ribe. Rigtig mange har fulgt Bjarne, siden han flyttede ind på Roagervej og påbegyndte et barne- og ungdomsliv byggende på eventyr og en uendelig eksperimenterende tilgang til fx. køretøjer og skibe af enhver art.
Bjarne bliver ofte udstillet og jaget, som var han en heks som Maren Spliid, hvis mindetavle i øvrigt findes i Sønderportsgade.
Det kan godt gøre Bjarne trist til mode, for han kæmper faktisk for byen og byens muligheder – og ser ofte løsninger, som andre slet ikke tænker. Og nej! Der er ikke tale om “Trolddom”, men visionære udspil og ideer, som skal berige Ribe og omegn.
RYK IND RIBE har bedt Bjarne komme med 5 bud, som han håber vil blive prioriteret i Ribe og omegn i 2019 og årene fremover.
1. Glæden ved å-miljøer
At befolkningen vil glæde sig til, at det maritime kulturmiljø får fodfæste og sammen med turister vil kunne nyde åen, sluserne og de rekreative områder ved Mølledammen og stien langs Østeråen.
2. Handelsområde “SYD”
At Ribe får mulighed for at komme i balance – dvs. at området med Stampemøllen / Silvan bliver udlagt til handelsområde målrettet den sydlige del af byen. I dag er de fleste dagligvarebutikker jo samlet omkring Føtex / Kvickly og Trojels knæ.
3. Fokus på Lustrup
At planetbyen Lustrup udbygges, så der komme bebyggelse mellem Lustrup og Damhus*
4. Liv i den gamle bydel
At den gamle bydel får en masterplan, så den bliver levende igen
5. Digerne skal forstærkes
At digerne og Kammerslusen sikres, så de tilsammen kan modstå presset og ikke mindst bølgeslagene ved ekstreme vandstande under hårde storme og orkaner. Diget har betegnelsen 100 års dige, men nabolandene Tyskland og Holland er allerede i færd med at forstærke deres diger, men vi i Danmark ser til.
Appendiks
Bjarne har passeret de 65 år – og derfor vil han godt knytte det par ord til boligudfordringerne for ældre i byen:
”Jeg mener, at det er en katastrofe, at Esbjerg kommune solgte ”Riberhus” med en sublim placering tæt ved Dagmarsbroen og åen,” mener Bjarne Kiholm, der ser Ribe bevæge sig mod Danmarks største ”olle-kolle-by” med flere og flere bofællesskaber. Måske kan salget af Riberhus kompenseres af et køb / en ombygning af ”Politigården” på Tangevej og/eller Sundhedscentret, så der kan ske en opgradering af plejehjemspladser.