Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, mandag den 20. april
I disse corona-tider kan byrådet ikke mødes for at afvikle byrådsmøder.
I stedet holdes de på den måde, at borgmesteren er i byrådssalen, og her styrer han ”slagets gang” via skype, hvor de enkelte byrådsmedlemmer er med fra deres respektive hjem.
I torsdags var der premiere på systemet ved et ekstraordinært byrådsmøde, og det forløb fint. Men denne mandag gik det helt galt. Teknikken brød sammen, og da der endelig kom billeder på, var der ingen lyd. Og et byrådsmøde uden lyd er ikke meget bevendt.
Resultatet blev, at mange mennesker måtte opgive at følge byrådsmødet på nettet, mens andre fandt ud af, at man kunne set det på kommunens side på Facebook men dog med en meget forringet lydkvalitet, der gjorde det vanskeligt at høre de enkelte indlæg.
– Ved premieren på det virtuelle byrådsmøde sidste torsdag gik det fint. Op til dette byrådsmøde ville teknikerne forbedre transmissionen, så det blev lettere visuelt at følge med både i afstemningerne og det, der sendes op på en skærm i byrådssalen. Ved generalprøven en halv time før selve mødet, gik alt glat, men da mødet skulle starte, svigtede teknikken.
– Det betød for det første, at mødet blev et kvarter forsinket, og det betød, at vi måtte gå over til at transmittere mødet på Facebook. Det var rigtig ærgerligt, men teknikerne lægger en optagelse af byrådsmødet op på vores hjemmeside i morgen, så alle kan se det her, fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen.









































































