Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 18. august 2025
Tegnestuen Tauman på J.C. Lauritzens Plads i Ribe, er begæret konkurs og skifteretten i Esbjerg har afsat et konkursdekret over forretningen.
Indehaveren af tegnestuen er Henrik Jørgensen, der er uddannet tømrer og siden har haft forskellige jobs bl.a. som projektleder, inden han åbnede tegnestuen.
I første omgang drev han den fra hjemmet i Egebæk-Hviding, men siden flyttede familien til Ribe, og det samme gjorde tegnestuen. Først i Saltgadehus og siden ved J.C.Lauritsens plads. Her blev tegnestuen kendt i vide kredse, da en polak med en pistol søgte skjul i kælderen under tegnestuen, hvilket medførte en større politiaktion med afspærring af en stor bydel. Det varede i 12 timer, inden den polske mand blev anholdt og uskadeliggjort.
Tegnestuen Tauman har tidligere fået Børsens gazellepris, der gives til en virksomhed, der i løbet af fire år fordobler sin omsætning. Tegnestuen har tidligere beskæftiget seks medarbejdere og har løst små og store byggeopgaver over det meste af landet.
Henrik Jørgensen var i mange år brandmand i Ribe, og ud over at tegne og projektere huse rådgav han også kunder om brandsikring som certificeret rådgiver.
Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Jørgensen, der ikke har svaret på telefonopkald.
Kurator er advokat Mikkel Winther Løgsted, Kalvebod Brygge 32, 1560 København V. Heller ikke Mikkel Winther Løgsted har reflekteret på opkald. Det er således uvist hvem eller hvad, der er årsag til konkursbegæringen.