Tekst og foto: René Jørgensen. Copyright
5. maj 2019.

Teatret Drakomir præsenterede nobelprismodtageren Harold Pinter samlede sketches, som er skrevet i perioden 1961-1991. Forestillingen – der består af 13 sketches – er både humoristiske, satiriske og alvorlige fra nobelpristagerens dramaværksted. Scenografien er holdt i grå og sorte nuancer for at understrege det Pinterske univers, hvor det klaustrofobiske samvær skildres, og hvor flere af sketchene er kritiske over for tendenser i samfundet – specifikt over for bureaukratiet.

Rollerne er fordelt på 10 af teatrets garvede voksenspillere, der er i alderen 33 – 80 år samt de tre musikere Hans Gath, Grethe Hansen og Poul Kristensen. De 13 sketches giver mange roller til de enkelte skuespillere og en masse kostumeskift. Sketchene er dybt solidariske med “den lille mand/kvinde”, der frister en ensformig og trist skæbne i kampen for at overleve.

Skuespillerne leverede gode præstationer – og indrømmet: kæben røg ned på 3. knaprække i satiren om balladen på bedriften, som blev fremført af Thomas ”Lomme”Oxholm og Thorbjørn Shunk i scene 2. i rollerne som Fibbs (chefen) og Wills (arbejderen).

– Det koniske, kannelurede højhastighedsspiralrømmejern med gelenk. Prøv lige at gentage den sidste sætning. Det magtede de to herrer i den grad, med gentagelser. Og hvad med ”Hvad i alverden kan de have at udsætte på det konisk, kannelurede…. osv”. Her forsætter Wills: ”Jeg kan kun sige så meget. at de er helt ude af sig selv over det (de ansatte). Og så er der også dette sideværts sikkerhedshunstik i rødgods med håndsving.

Og sådan forsætter scenerne gennem alle sketches med gode præstationer af alle skuespillerne, der i stykket også overrasker med lidt gloser som vi på RYK IND RIBE ikke gengiver.
Og så er der en kvindelige journalist, der er inde over et interview, som pludselig kommer til at handle om pornobranchen.

Mere bliver der simpelthen ikke røbet fra forestillingen. Den skal ses, den skal opleves.

Blandt tilskuerne var Formand for Kultur og Fritid, May-Britt Andrea Andersen (C) der bestemt nød forestillingen. Hun roste både instruktørerne Helle og Thomas Hauger og skuespillerne for deres præstationer.

Spilletiden er ca. 75 min. Der er entré og en særlig pris for pensionister, studerende og elever.

Der spilles i Teatret i Rosen Alle 3, Ribe 3. maj kl. 19.30, 4. og 5. maj kl. 15 samt 7. og 8. maj kl. 19.30.

Det kan nås endnu – God fornøjelse.