Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. februar 2025

Så gik den ikke længere! Team Esbjerg tabte i Blue Water DOKKEN mod Odense Håndbold, som var suveræn på så godt som alle pladser. Det blev et nederlag, som vil kunne mærkes i lang tid – ni mål og de utrolige cifre (24-33). Sidst Team Esbjerg tabte en ligakamp i DOKKEN var 30. august 2022 – så nu begynder en ny statistik, som formentlig kan give det store publikum masser at glæde sig over med nye sejre.

Der var store huller i forsvaret

I perioder virkede det som om, spillerne ikke havde troen på at kunne vinde – og helt galt var det, da Henny Reistad misbrugte en straffekast fem minutter før slutfløjtet. Hendes forsøg med et loop blev flot reddet af Andrea Nørklit.
Odense Håndbolds sejr skal også ses i lyset af, at holdet i hele anden halvleg måtte undvære Mie Højlund, der var blevet fodskadet. Der mangler stadig mange kampe i Kvindeligaen, men Odense er ubesejret i sæson 24/24 og har fire point flere end både Team Esbjerg og Ikast Håndbold. Så mon ikke det var vinderen af Grundspillet, der kunne rejse hjem til Odense velvidende, at holdet også fik lukket Henny Reistad ned.
Og så er der lige målvogter Anna Kristensen – hun havde det svært i store dele af kampen, men nåede med en flot afslutning op på 11 redninger – og en redningsprocent på 28,95.

Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut

(5-7), (6-12), (PAUSE 12-19), (17-23), (21-27) (SLUT 24-33)

Sanna Solberg fik for lidt at arbejde med fra fløjen

Målscorere

Team Esbjerg: Henny Reistad 7, Sanna Solberg og Mia Emmenegger hver 4, Michala Møller 3, Live Rushfeldt Deila og Line Haugsted hver 2, Merel Fredriks og Sarah Dekker hver 1
Odense Håndbold: Helene Elver 11, Thale Rushfeldt Deila 6, Andrea Hansen 4

Næste kamp

På søndag skal Team Esbjerg igen møde Odense Håndbold. Det er den næstsidste kamp i gruppespillet, hvor et af holdene kan stå rigtig godt med en sejr. Forskellen mellem de to hold er blot et point i Team Esbjergs favør. Odense Håndbold må være favorit på hjemmebane – ikke mindst da Esbjerg ikke kan benytte alle de spillere, som var med i onsdagens kamp, idet de er låste efter kampe for andre hold i CL.