Tekst & Foto: Johnny Tauman
23. maj 2025
Med sejren i første kamp over København Håndbold ligger Team Esbjerg lunt i svinget til at spille sig i endnu en finale. Et point er nok for esbjergenserne, og det ville være en stor gulerod at kunne sikre sig finalepladsen i første forsøg, da en rejse til FINAL4 i Budapest er planlagt fra torsdag i næste uge.
Attituden fra 2. halvleg skal genfindes
En finaleplads kommer dog ikke af sig selv. København kommer naturligvis med en tro på, at de ville kunne sende opgøret ud i en tredje og afgørende kamp, da de står med hjemmebanefordelen. Men Team Esbjerg kommer med en fornyet tro tingene. Især efter den anden halvleg, som holdet leverede i det første opgør tidligere på ugen.

Det er vigtigt at komme over forsvaret – stående skud er vanskelige
– Vi havde en god anden halvleg, hvor vi kom med en god attitude og et godt forsvar. Vi havde også en god kraft i offensiven, som vi manglede i de tre sidste kampe i slutspilspuljen. Dette vil vi gerne bibeholde, og vi skal fortsætte med at gå all in i alle facetter af spillet, siger cheftræner Tomas Axnér.
Sejren betyder også, at Team Esbjerg står med muligheden for at spille sig i finalen allerede denne lørdag, og det er noget, holdet går benhårdt efter.
FINAL4 i næste weekend
Der lureret FINAL4 i Champions League i næste weekend, hvor flyet letter om torsdagen. Og en eventuel tredje kamp mod København er fastlagt til på tirsdag. Af den grund kommer Team Esbjerg til at give den alt, for give sig selv den bedste optakt til Budapest.
– Vi tager derover for at prøve at vinde. Det er ambitionen, og det er noget, vi går efter. Det vil også være vigtigt for os, da det vil give os tid til at forberede os til FINAL4. Det vil give os arbejdsro op til den uge, som også er en prioritet for os, siger cheftræneren.

Anna Kristensen viste, hvordan hun kan skræmme modstanderne til enten et svagt eller overplaceret skud
Klar med nye idéer
Optakten til lørdagens kamp har været som alle andre. Dog med den lille krølle, at det er samme modstander, som venter for anden kamp i træk.
Den dybe tallerken kan ikke opfindes på så kort tid. Derfor bliver det de små detaljer, som der skal rykkes med. Dem, som kan få en enorm betydning for en kamp.
– Det er altid lidt anderledes, når man skal møde samme hold. Begge klubber prøver at komme med nye idéer. Det er hvert fald noget, vi kigger på, for hvad kan vi gøre anderledes, og hvad kommer de til at gøre anderledes, siger Tomas Axnér.

Mon Henny Reistad kan spares mod København – hun har blot en uge til, der skal leveres 100 % i to kampe i Budapest
Finalebilletten skal hjem
Spillerne er klar og opsatte på at få finalebilletten med hjem fra København. Den fjerde finale i Kvindeligaen for klubben i træk.