Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 28. december
Holdet slog lørdag i semifinalen Silkeborg Voel i Santander Cup med 38-26 (21-14 ved pausen) på Silkeborgs hjemmebane, og kan Team Esbjerg vinde finalen søndag eftermiddag, bliver holdet det første, der vinder cupturneringen fire gange i træk.
Hvem modstanderne i finalen bliver, er i skrivende stund uvist. SønderjyskE spiller senere på eftermiddagen mod Odense, og selv om Odense er storfavorit, har SønderjyskE tidligere overrasket – bl.a. ved at komme med i Santander Cup.
Tilbage til kampen Esbjerg-Silkeborg.
Der var på intet tidspunkt tvivl om, hvem der skulle til finalen. Esbjerg satte sig fra starten på kampen med et forspring på fire mål på lige så mange minutter, og selv om Silkeborg senere kom bedre med, viste kampen tydeligt, at der er stor forskel på kvaliteten i toppen af dansk kvindehåndbold og midterfeltet.
Det var ikke fordi, Silkeborg spillede dårligt og Esbjerg vandt på en billig baggrund. Silkeborg viste mange gode detaljer, som holdet kan tage med i kampen om bronze, men Team Esbjerg var hele tiden kvaliteter over Silkeborg.
Det viser også styrke, når Team Esbjerg kunne bruge kampen til at prøve nogle ting af, som holdet formentligt gerne vil gøre brug af i den kommende finale – formentligt mod Odense.