Tekst: Johnny Tauman – Foto: René Jørgensen & Johnny Tauman
1. november 2018
Lørdag eftermiddag ved 17:30-tiden er vi alle meget klogere – i hvert fald på, hvordan Ribe-Esbjerg HH´s satsning med Jan Paulsen som cheftræner sammen med Lars Walther forløb i hjemmekampen mod Nordsjælland Håndbold.
Ingen havde på forhånd spået, at hjemmekampen mod Nicolai Pedersens tidligere klub skulle blive en knald eller fald kamp, hvor det sidste håb om at nå frem til slutspilskampene i foråret for enhver pris skal give point.
Tidligere har Jan Paulsen som cheftræner i Mors-Thy Håndbold stået over for Nordsjælland Håndbolds Ian Marco Fogh – og det har været nogle drabelige kampe.

7-mod-6 spillet er nøglen

Jan Paulsen har til flere medier udtalt, at nu skal der spilles noget med 7-mod-6 spil – det er der, hvor holdet trækker sin målmand ud og angriber med 7 markspillere. Hvis aftalerne er på plads, så kan dette system lægge stort pres på modstanderne, men samtidig kan modstanderne også få nogle lette scoringer i ”et tomt mål.”
Siden sidst har forsvarsklippen Søren Tau forladt klubben for at prøve kræfter i norsk håndbold – og så har Pelle Schilling fået to dages karantæne for at ramme en modstander i ansigtet med albuen (pådømt vha. tv-billeder).
RYK IND RIBE har spurgt Jan Paulsen, hvordan han ser kampen i Ribe Fritidscenter lørdag kl. 16:00 – herunder rammerne i en hal, som bærer navnet Centex Arena, når der spilles Ligabold:
”Mulighederne for sejr på lørdag er fine, selvom Nordsjælland er et solidt hold med et godt kollektiv. Vi går frisk til opgaven med tro på tingene.