Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 30. januar 2026

Souschef på Ribe Camping gennem 14 år, Tanja Schwartz, er anset som ny koordinator for Ribes guider og vægtere. Hun tiltræder stillingen den 1. marts.

Stillingen som koordinator er nyoprettet i forbindelse med, at Ribe Handel fra 1. januar 2026 har overtaget ansvaret for koordineringen af de guidede oplevelser i byen.

Tanja er født og opvokset i Ribe og har hele sit liv arbejdet i og med byens unikke kultur- og oplevelsesmiljø. Hun kommer med en stærk baggrund fra turistbranchen, hvor hun gennem de sidste 14 år har været souschef på Ribe Camping. Tanja har et indgående kendskab til byens gæster, aktører og historie, og hun har en særlig evne til at skabe sammenhængende og mindeværdige oplevelser for både turister og lokale.

– Det bliver en spændende tid, vi går i møde med koordineringen af de dygtige og dedikerede byguider og byens vægtere. De er et stort aktiv for byen og flere tusinde mennesker tager årligt hjem fra Ribe med en oplevelse fra dem i bagagen. At vi nu har fået mulighed for at ansætte en koordinator, er en nødvendig investering i Ribe Handels fremtidige opgaver og ,at vi har fundet en så kompetent medarbejder i Tanja, er vi både glade og stolte over og ser frem til samarbejdet, siger formand for Ribe Handel, Claus Pedersen

Som koordinator bliver Tanja ansvarlig for bl.a. planlægning og administration af guidede ture og vægterrundgange, support og oplæring af guider samt samarbejde med Destination Vadehavskysten om udvikling og markedsføring af nye oplevelser.

– Med Tanja får vi en dygtig og passioneret koordinator, som kender Ribe og brænder for byens kulturarv og udvikling. Hun bliver en stor gevinst for vores nye forretningsområde, udtaler Tom Meyer Andreasen, Handels- og Eventchef i Ribe Handel.