Tekst: Renè Jørgensen pressefoto: Niclas Jessen Vadehavet
29. juni 2022.

TAG PÅ TOUR I DANMARKS NATIONALPARKER

Når de tre danske Tour de France etaper er gennemført, byder Danmarks Nationalparker på yderligere fem etaper, som fører dig gennem noget af landets fineste og mest varierede natur.

Mens det meste af Danmark er ved at klæde sig i Tour de France-gult, er der mange gode grunde til også at tænke grønt, når cyklen findes frem. Ved at udforske naturen fra cykelsadlen, kan du for alvor mærke og dufte, hvor varieret den er. En variation, der nok vil komme bag på de fleste.

Danmarks Nationalparker rummer tilsammen nogle af Danmarks vigtigste naturtyper, og i anledning af Tour de France har nationalparkerne sammensat fem meget forskelligartede etaper, som repræsenterer noget af landets mest varierede natur. Den samlede længde for de fem etaper er 334 kilometer.

Fra skov og kyst i Kongernes Nordsjælland og fjordlandskabet i Skjoldungernes Land, over Mols Bjerges kuperede istidslandskab, til fuglereservater og klitheden i Thy og Vadehavets helt specielle pandekageflade natur. I tillæg vil du helt automatisk blive eksponeret for den lokale kulturhistorie, som viser sig fra alle steder langs ruterne. Alt sammen væsentlige hjørnesten i, hvad Danmarks Nationalparker aktivt arbejder for at bevare, udvikle og formidle.

Du kan finde vej ud i nationalparkerne via skilte i landskabet, cykelruternes egne websites og via nationalparkernes websites og apps. Man bestemmer naturligvis helt selv, i hvilken rækkefølge man tager etaperne – og om man vil køre dem alle eller måske nøjes med en enkelt.

Langs det meste af ruten har du udsigt til strandenge, kystskrænter, bugter og vige. Den lavvandede Roskilde Fjord er hjem for tusindvis af ynglefugle, som har fred og ro til at bygge reder, lægge æg og opfostre unger ude på de omkring 30 små øer og holme i fjorden. Fjorden udgør en tredjedel af Nationalpark Skjoldungernes Land og er en vigtig årsag til, at området er udpeget til nationalpark.

På turen fra Jyllinge mod Roskilde passerer du shelterpladsen ved Salvadparken og halvøen Bolund, som er et spændende sted både geologisk, botanisk og oplevelsesmæssigt. I Roskilde ligger seværdighederne på stribe, med Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke, som de mest spektakulære.

Fortsætter du uret rundt, passerer du kystskoven i Boserup og de idylliske byer Kattinge og Herslev, inden turen går nord på mod Hornsherred med fjorden på højre side. Her er særligt Møllekrogen og Herregårdsmuseet Selsø Slot værd at holde pause ved, inden ruten bugter sig videre nord for nationalparken tilbage mod Kongernes Nordsjælland eller videre østpå langs Isefjord mod Odsherred og blot en færgetur fra Mols Bjerge.

ETAPE 3: Test bjergbenene i Mols Bjerge

FAKTA:

  • Ruten: Rundtur i Mols Bjerge
  • Længde 15 km
  • Rutenavn: Rundt om bjergene
  • Terræn: Kuperet
  • Højdepunkter: Istidslandskaber, kølige strande og historiske småbyer

Selvom denne etape er kort, er det ganske udfordrende at cykle gennem Nationalpark Mols Bjerges kuperede istidslandskab. Ruten er en rundtur og udgangspunktet kan fx være

parkeringspladserne ved Fuglsøvej, Bogens Strand eller Femmøller Strand.

Undervejs kommer du forbi flere seværdigheder som eksempelvis Agri Bavnehøj, der med sine 137 meter over havoverfladen er Nationalparkens højeste punkt. Her kan det bestemt anbefales at stille cyklen, for at gå op og nyde udsigten.

Fra de ikoniske Trehøje er udsigten også fænomenal med kig til flere sider af havet. På klare dage kan du herfra se helt til Aarhus.

Cykelruten byder dog på andet end Mols Bjerges velkendte bakker. Ruten fører dig også langs kystlinjen, og passerer den smukke Ebeltoft Vig. Trænger du til at blive kølet af, kan du hoppe i vandet ved eksempelvis Bogens Strand eller Strandkær Strand.

Du cykler også gennem Femmøller, der har navn efter de fem møller, der engang lå i byen. Den ene mølle brændte ned, og i begyndelse af 1900-tallet ophørte brugen af møllerne, men mange af bygningerne og de fire mølledamme består endnu.

ETAPE 4: Fra Hanstholm til Agger Tange i Nationalpark Thy

FAKTA:

  • Hastholm til Agger Tange
  • Længde 72 km
  • Rutenavn: Vestkystruten / Cykelrute nr. 1
  • Terræn: Fladt
  • Højdepunkter: Krondyr, surfere og et af landets bedste fuglereservater

Etapen lægger ud med en strækning langs Hanstholm Vildtreservat, der blev oprettet allerede i 1949. Her strækker de lyngklædte klitter sig så langt øjet rækker, og er du heldig, ser du også krondyr. Herefter går turen et smut om Nordens Cold Hawaii i Klitmøller, hvor der er garanti for sælsomme tobenede væsner i våddragt. Samtidig ændrer landskabet karakter.

Videre sydpå går turen langs klitplantagerne, hvor gran- og fyrretræer i sin tid kæmpede en sej kamp mod Thys frygtede sandflugt. Den historie kan du blandt andet høre mere om, når der i Nørre Vorupør er obligatorisk stop ved landets første Nationalparkcenter. Her kan drikkedunken også blive fyldt op, inden du snupper et ’surfbrød’ ved fiskehandleren.

Ved Stenbjerg Landingsplads er der et næsten lige så obligatorisk instagram-stop, inden ruten leder dig ind og ud af Stenbjerg- og Hvidbjerg Klitplantager, hvor der er gode chancer for at se traner.

Næste oplagte pitstop er det restaurerede Lodbjerg Fyr, som både byder på smukke udsigter og den sagnomspundne Lodbjergkringle i kaffestuen. Så er du også helt klar til etapens sidste del, hvor landskabet atter skifter karakter, mens du kører langs de hvide klitter, rundt om Flade Sø og til Agger.

De sidste otte kilometer kan du spurte ud af tangen, eller du kan forkæle dig selv ved at stå af cyklen og simpelthen trække den langs Redningsvejen på tangens inderside. Her har du Vesterhavet brusende på din højre side og et af Danmarks bedste fuglereservater med et mylder af spændende fugleliv på din venstre. Her fra fortsætter Vestkystruten ud af Nationalpark Thy og ned langs kysten mod Vadehavet.

ETAPE 5: Fra nord til syd i Nationalpark Vadehavet

FAKTA

  • Rute: Oksbøl til Rudbøl
  • Længde: 125 km
  • Rutenavn: Vestkystruten / Cykelrute nr. 1
  • Terræn: Fladt
  • Højdepunkter: En helt speciel kulturhistorie, en lige så unik natur og et pandekagefladt landskab ed bl.a. Danmarks største græsmark.

Femte etape fører dig hele vejen fra nord til syd gennem Danmarks største nationalpark, Nationalpark Vadehavet. Derfor bliver vadehavs-etapen også en tur på 125 kilometer med start i Oksbøl og etapemål i den lille grænseby Rudbøl. Faktisk lige dér, hvor landegrænsen går midt gennem vejen, og husene på den ene side ligger i Danmark, mens genboen bor i Tyskland.

Kort efter start kommer du helt tæt på Vadehavet i Ho Bugt, og du krydser den store Varde Å. Som den eneste å i hele vadehavsområdet, er den ikke reguleret af diger og sluse. Etapen fører dig videre gennem Marbæk-området, hvor kystklinter står som monumenter over Danmarks tilblivelse i Miocæn tid for 5-23 millioner år siden.

I Esbjerg passerer ruten lige forbi Fiskeri- og Søfartsmuseet med blandt andet sælarium og masser af spændende formidling om Vadehavet. Herfra og til domkirkebyen Ribe, cykler du en god del af strækningen på redningsvejen lige bag havdiget – og dermed i læ af vestenvinden, som ellers kan være ret heftig på disse kanter.

Derefter går det igen ud mod vadehavskysten via Vester Vedsted, hvor det er oplagt at opleve det prisbelønnede Vadehavscentret. Videre går det mod Rømødæmningen. Undervejs er det en stor oplevelse at stoppe op og nyde udsigten fra diget, hvor du i klart vejr både kan se til Fanø, Mandø og Rømø. Du vil også opleve de mange vadefugle, der særligt ved lavvande er tæt på.

Fra Rømøvej fortsætter turen gennem Ballum-marsken og flere af de i alt ni landsbyer, der har Ballum som en del af navnet. Efter Højer går ruten ud gennem ’Danmarks største græsmark’, Tøndermarsken. Her er fladt, umanerligt højt til himlen, masser af får og et meget rigt fugleliv. Den velbevarede Højer Mølle rummer en glimrende udstilling med god introduktion til marsken, skriver Jens L. Hansen, Kommunikationskonsulent – Communication Officer Nationalpark Vadehavet, i en pressemeddelelse.