Kommentar Hasse Jørgensen, fotomontage René Jørgensen, tirsdag den 6. maj 2026

Byrådsmedlem Peter Nikolajsen (LA) foreslog på mandagens byrådsmøde, at nogle byrådsmøder skal flyttes fra rådhuset i Esbjerg til destinationer i de gamle Ribe og Bramming kommuner.

Begrundelsen var, at politikerne skal komme tæt på borgerne, og at der ikke er mange, der kommer til byrådsmøderne i Esbjerg eller følger dem på tv-streamingen.

De manglende tilhører kan måske have en sammenhæng med, at talelysten i det nye byråd er steget ekstremt. Mandagens byrådsmøde tog omkring to og en halv time, hvor en stor del af sagerne egentligt var efterretningssager. Men en stor del af tiden gik med at behandle to lovforslag fremsat DF’s Mads Engelund Larsen. De to lovforslag mod henholdsvis ungdomsboliger ved Stengårdsvej i Esbjerg og forbud mod at støtte Palæstinensisk Film Festival var direkte lovstridige. Alligevel brugte byrådet meget lang tid på at drøfte de to sager. De to sager tog sammenlagt langt den meste af den samlede tid på to og en halv time, som byrådet brugte på hele mødet.

Man må gå ud fra, at nyvalgte byrådsmedlemmer som det mindste sætter sig ind i reglerne, og jeg er helt sikker på, at hvis et byrådsmedlem er i tvivl om, hvorvidt et forslag er lovmedholdeligt eller ej, kan vedkommende spørge forvaltningen og få et kvalificeret svar, så byrådet kan undgå at bruge tid på den slags sager.

En anden ting er, at de øvrige byrådsmedlemmer bruger utroligt mange og lange indlæg for at kommentere sagerne og viderebringe deres holdninger. Og sagen er, at et synspunkt hverken bliver mere eller mindre rigtigt af at blive gentaget flere gange i en debat. Men det trætter måske tilhørerne.

Her i landet har vi ytringsfrihed. Og den skal vi for alt i verden værne om og bevare. Men det er også værd at bemærke, at vi ikke har ytringspligt.

Min gamle engelsklærer sagde med et glimt i øjet: tænk dig om og overvej det nøje og tal ikke som en papegøje.