Tekst og foto: René Jørgensen
4. september 2024.
Tågen lettede – og maskinerne buldrede frem
Det lyder lidt voldsomt, men det var ventet. I morges tikkede en besked ind på mobilen. De er i gang med at vælte murene fra de gamle fabrikshaller på Jernindustrigrunden over mod Danhostel. Den var ventet. Vi har på RYK IND RIBE i nogen tid fulgt processen med nedrivningen. Det er firmaet P. Olesen, der har sat maskinerne på de gamle vægge ud mod p pladsen ved vandrehjemmet.
Da jeg stod der og kunne høre buldren bag murerne, men ikke se, hvad der foregik, gik tankerne tilbage til ungdommen. Dengang snakkede vi ofte om, hvad der egentligt skete bag murene. Vi vidste, at de lavede radiatorer, men vi havde ikke adgang. Kun om eftermiddagen på et bestemt tidspunkt, ved siden af hvor LIDL er i dag, gik porten ned, og de mange arbejdere skulle hjem efter sikkert en hård arbejdsdag.
Inden længe kan man kigge ud mod hovedvejen fra Saltgade – og det bliver et mærkeligt syn, da vi er vant til at se de høje røde mure lukke fabrikken af. Men det bliver godt, når byens nye boligområde skyder op, og viser nye tider i Ribe.
Arbejdet med nedrivningen af vandtårnet er det næste i rækken, så der er helt åben ud mod Saltgade.