Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 25. november 2025

TA Biler rykkede ind i Ribe for fem år siden, og for fire år siden kom Nikolai Broders Julius til som leder af værkstedet. Den gang var han ene mand på værkstedet, til han fik en lærling. På de år, der er gået, har værkstedet vokset sig større og større, og fra årsskiftet er der syv svende og lærlinge ansat.

I marts i år blev værkstedet i al stilfærdighed rent juridisk skilt fra TA Biler. Værkstedet bærer i dag navnet TA Workshop ApS.

– Der er i dag tre ejere af TA Workshop ApS. Jeg er den ene og direktør i firmaet, mens den anden er TA-biler, men værkstedet og TA Biler er i dag to forskellige selskaber, der som sådan selskabsmæssigt er adskilt fra hinanden.

– Men det er klart, at vi arbejder tæt sammen, og vi klargør alle de biler, TA Biler sælger og laver service på dem. Men vi arbejder også med alle mulige andre biler, fortæller Nikolai Broders Julius, der i øvrigt stammer fra Øster Vedsted, er uddannet mekaniker i Esbjerg og i dag er gift og bosiddende med hustru og tre børn i Egebæk-Hviding.

TA Workshop ApS er i dag fysisk placeret på to adresser på Ole Rømers Vej, nemlig henholdsvis nummer 7 og 9.

– Vi startede i de lokaler, hvor TA Biler også holdt til, men de blev efterhånden for små, og derfor fik vi også lokalerne i nummer 9. Vi reparerer i dag alle biler – også biler på for sile brændstoffer – men 95 procent af bilerne er i dag el-biler. Og vi kan glæde os over, at vi har været igennem en fantastisk udvikling, fortæller Nikolai Broders Julius