Tekst og fotos: Hasse Jørgensen, torsdag den 14. juni

Så er der dømt mandetur.

Natten til torsdag startede syv ripensiske mænd på en 1400 kilometer lang tur i tre biler for at komme ned og se Le Mans.

De syv er Christian Brinck, Thue Stagaard, Anders Fabricius, Lasse Fuglsang, Klaus Dupont, Bjarne Andersen og Søren Christensen.

Og der er ingen tvivl om, at der både under vejs i de tre specielt til turen pyntede biler og i lejren i Le Mans vil blive snakket biler, snakket og set motorløb, talt med ligesindede kammerater fra alle mulige lande og nok også drukket en lille fadbamse eller to. For udstyret er i orden, og blandt udstyret er eget fadølsanlæg.

Sågar sponsorer er skaffet i form af Shell, Tag Heur og Monster Energie.

Forberedelserne har stået på nogen tid. Billetter er købt over nettet i England for at få den bedste pris, der er lavet streamers til bilerne, der er lavet et flag til den ripensiske lejr med navnet Team Ribe Racing påtrykt, og efter der blev sat streamers på bilerne onsdag eftermiddag, blev bilerne, to af mærket Audi og en VW transporter, pakket efter alle kunstens regler, og så var der klar til afgang.

Det hele startede for fire år siden, hvor der var tre, Christian, Thue og Anders, der tog afsted. Siden har det udviklet sig.

– Vækker jeres biler ikke opmærksomhed med alle de streamers?

– Nej, det er ingen ting. Så skulle du se de mange andre biler, der kommer, fortæller Chr. Brinck, der har lagt garage til arbejdet med at pynte bilerne op.

Og streamerne er ikke bare tilfældigt klasket på. Nej det er gjort med stor omhu. Der er i øvrigt ikke noget overladt til tilfældighederne i forberedelserne. De regner med at være fremme omkring klokken 14 torsdag eftermiddag, og så gælder det om at få lejren etableret og så i øvrigt hygge sig.

– Der er campingplads rundt om hele banen, og vi har fået en plads tæt ved Dunlop-broen. Vi har også taget nogle gode sko med, for vi kommer til art gå en del, når vi skal ind og se løb.

– Men ellers er det ren hygge og afslapning, og turen har også den fordel, at når vi kommer hjem, er vi mættet af biler og motorløb for en tid, og så er vores koner i hvert tilfælde nogle dage fri for at høre os snakke biler. For biler er en fælles interesse og noget, vi alle går op i, forklarer Chr. Brinck.

Og når den sidste racerbil har forladt banen i Le Mans, pakker de syv ripensiske mænd deres grej sammen, læsser bilerne, og så er der igen lige en køretur på 1400 kilometer, inden de er hjemme sent søndag eller tidligt mandag.