Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 22. januar 2025

Hvis ikke dyrene var fundet af dyrevenlige mennesker, havde syv kaniner lidt en uhyggelig død, hvor de var omkommet af tørst og sult. De syv kaniner – en mor samt fire unger og to voksne kaniner – blev fundet i to flyttekasser ved Ribe. Dyrene blev indbragt til Fyns Dyreinternat i Ejby. Dyreinternatet hører under Dyrenes Beskyttelse og dækker bl.a. hele Syd- og Sønderjylland.

Er det ikke mange kaniner at få ind på en gang?

– Det er desværre noget, vi ser.  Kaniner avler – ja som kaniner. De kan blive drægtige, når de stadig har unger, og når der så kommer flere unger til, bliver opgaven for stor for ejerne, fortæller souschef på dyreinternatet, Charlotte.

Hvad sker der med kaninerne nu?

– De sidder til observation. De skal tjekkes af en dyrlæge,  og når de er godkendte, forsøger vi at komme af med dem igen, så de får et godt hjem fremover.

Hvor ofte får i sådanne fundne dyr ind?

– Det er svært at sige. Vi modtager mange forskellige dyr. Vi har højsæson for katte, når der begynder at komme killinger.

Hvis man har et dyr, man gerne vil af med, hvad gør man så?

– Man er altid velkommen til at ringe til os og høre, om vi har plads. Men man skal selv prøve at omplacere dyret, selv om det kan være svært. Der er mange sider på internettet, hvor man kan prøve. Vi har en begrænset kapacitet, og har vi ikke ledige bokse, kan vi ikke tage nye dyr ind. Vi kan jo ikke stable dem.

Hvis man ønsker et dyr, kan man så få det hos jer?

– Man kan kigge ind på vores hjemmeside. Her slår vi alle dyrene op med beskrivelse af dyrene. Er det en hund, man søger, skal man ringe. Så laver vi et interview med vedkommende for at finde en hund, der passer til ansøgeren. Er det andre dyr, man søger, kan man komme i åbningstiden. Så får vi en snak om tingene. Vi har mange dyr. I øjeblikket har vi også en skildpadde, fortæller Charlotte.