Tekst og foto, Hasse Jørgensen, torsdag den 8. nov.

Hvad gør man, når man bor på et asylcenter, har det rigtig skidt og ikke ved, hvor man får hjælp?

Man trykker på en brandalarm.

Det var formentligt det, der skete på asylcenteret, der er indrettet på Nørremarkskolen i Ribe natten til torsdag.

Fem minutter over midnat lød brandalarmen, og indsatsleder Thomas Laugesen kørte omgående til stedet, mens brandfolkene hastede til stationen for at komme med brandbilerne.

Da Thomas Laugesen kom til den gamle skole, kunne han hurtigt konstatere, at der ikke var ild nogen steder, og at nogen havde trykket på et brandtryk, der sætter alarmen i gang.

Mens indsatslederen går på skolen for at sikre sig, at alt er i orden, kommer flere beboere hen til Thomas Laugesen og fortæller, at en af beboerne er syg. Vedkommende er opereret i maven, og det viste sig, at han havde kastet store mængder blod op på et badeværelse.

– Så jeg fik tilkaldt en ambulance, og manden blev transporteret til sygehuset. Jeg tænker, at han ikke har været klar over, hvordan han skulle tilkalde hjælp, men han har også vidst, at hvis han trykkede på brandalarmen, så kom der i hvert tilfælde nogen, siger Thomas Laugesen.