Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. februar 2024

Da Nørgaard Anlægs to medarbejdere, Mogens og Thomas, gik i gang med at grave på forpladsen ved Ribe Fjernvarmes bygning, så viste tegningerne, at de sandsynligvis ville kunne grave vinkelret over Sct. Nikolaj Gade – og dermed holde det koncept, som var aftalt i forrige uge. Men det skulle vise sig, at der var langt flere rør og ledninger i jorden, end hvad tegningerne viste. Da RYK IND RIBE talte med Mogens og Thomas, var retningen justeret mod Odins Plads, så derfor var der behov for at kontrollere udkørselsvilkår for Sydvestjysk Brandvæsen.

Når sund fornuft er værdien for de, der arbejder sammen – ja så kunne Allan fra Brandvæsnet sammen med folkene fra Nørgaard Anlæg i praksis finde en løsning.
Det betyder, at Sct. Nikolaj Gade spærres for kørende trafik fra i morgen onsdag, hvorefter brandvæsnets køretøjer skal benytte Odins plads ved udrykning eller andre opgaver.

Museum Vest undersøgte

Sarah Skytte Qvistgaard og Maria Knudsen, museumsinspektører ved Museum Vest var til stede, da Nørgaard Anlæg gravede fra Fjernvarmebygningen ud mod Sct. Nikolaj Gade. Det var begrænset, hvad der dukkede frem, idet der tidligere har været gravet bredt, dybt og placeret rør i området. Mens RYK IND RIBE var forbi dukkede der et mindre stykke glas frem, men ellers vil noget af den sorte jord blive samlet i en sæk til senere undersøgelse.