Tekst og foto: Bo Børsen Hansen, onsdag den 24. september 2025.

Onsdag modtog Ribe Tennis Klub fra Sydbank Fonden ved en kort højtidelighed en check på 22.000 kr. til indkøb af til køb af nye faciliteter. Mere præcist ønsker klubben at købe 2  dommerstole, idet formanden for klubbens ungdomsudvalg Malene Kjær Vesterager netop har uddannet sig til officiel stoledommer og referee.

Til stede ved overrækkelsen af checken var formand for Ribe Tennis Klub Kåre Welinder, formand for klubbens ungdomsudvalg Malene Kjær Vesterager og Anders Neessen, Sydbank.

I begrundelsen for tildelingen skriver Anders Neessen på vegne af Sydbank Fonden blandt andet:

”Ribe Tennisklub har siden sin stiftelse i 1924 været en vigtig aktør i Ribe og har gennem årene udviklet sig til en klub med stærke værdier. Klubben har de seneste år oplevet en imponerende medlemsvækst og nåede i 2024 op på hele 205 medlemmer – det højeste antal siden begyndelsen af 1990’erne.

Klubben blev i marts 2025 kåret som Årets Tennisklub i Jylland af Jysk Tennis Union – en hæder der blandt andet skyldes det stærke frivillige engagement, talentudvikling, sociale fællesskab og de mange træningstilbud for både børn, unge og voksne. Af de samme årsager har Sydbank Fonden tildelt støtten.

Sydbank i Ribe ønsker Ribe Tennisklub stort tillykke og ser frem til at følge klubbens fortsatte udvikling. ”.