Tekst Hasse Jørgensen, foto politiet, onsdag den 29. april

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer borgerne mod falske eurosedler, der er i omløb i flere byer i politikredsen.

Politiet har foreløbig modtaget anmeldelse om fem hændelser i henholdsvis Sønderborg, Vojens og Haderslev den 21. og 22. april, hvor kunder har betalt med de falske sedler i butikker.

Hændelserne bliver nu efterforsket.

Fem kendetegn

De falske eurosedler har følgende kendetegn (se fotos):

Samme ID-nummer: MB 66688880

Påtrykt  ”This is not legal. It is used for motion props only”

Under EU-flaget er der påtryk “Movie Money”

De falske sedler har svagere farver end ægte eurosedler

Der er ikke noget genskin fra de særlige motiver på pengesedlen

Er man kommet i besiddelse af de falske eurosedler, kan man anmelde sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi ved at ringe til Servicecentret på telefon 1-1-4.