Dato: 24.03.2024
Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Pladecover
Er man til Lisa Nilsson eller Stacey Kent’s ballader, og vil man mærke den svenske jordforbindelse, kunne den musikalske træfsikkerhed forleden nok ikke blive ret meget større. Fredag aften stod den svenske jazz sanger Amanda Ginsburg på scenen på Termansens. Et sandt scoop for en by af Ribes størrelse. Med sig havde sangeren en velsmurt trio bestående af danske Snorre Kirk på trommer, den svenske pianist Filip Ekestubbe og den prisbelønnede bassist Anders Fjeldsted. Gruppen er for øjeblikket på turne i Danmark og Sverige i forbindelse med udgivelse af et nyt album ”Var det mot mig du log?” Alle tekster er skrevet af Amanda Ginsburg – Snorre Kirk står bag melodierne.
Amanda Ginsburg er desværre ikke et særlig velklingende navn på den danske scene. Måske er det de svenske tekster, der driller? I broderlandet er sangeren efterhånden slået stort igennem, hvor hun både dukker op på små og store scener. Ginsburgs sange og tekster har med sangerens egne ord efterhånden fået så stor opmærksomhed, at folk skråler med, når hun optræder i det ugentlige tv primetime-program Allsång på Skansen, eller når hun optræder som hyppig gæst i Sveriges P4. Amanda Ginsburg har ikke færre end 46.000 månedlige lyttere på Spotify!
Ikke så underligt endda! Ved den udsolgte koncert på Termansen præsenterede Amanda Ginsburg en række lækkerier med en kvalitet, der gik lige ind endorfinerne på det medlevende publikum. Hendes varme, personlige tekster rummer en poesi, tyngde og energi, der bliver hængende. Masser af filosofi og underfundighed, historie og historier om den måde vi lever livet på, og hvordan vi ser og overser hinanden, vores menneskelige evne til at se forskelligt på tingene og mange andre vigtige tanker.
Når det gælder melankoli eller det mere eksotiske har svensk jazz altid ligget nogle meter foran de danske jazz- og visesangere. Det samme hændte ved koncerten forleden, hvor netop den melankolske tone, de jazz-valsede arrangementer, den svenske folkemusik og de smukke ballader satte det hele på plads. Man blev rent ud sagt forført – lige fra hittet ”Ska vi Leva Loppen” til slutnummeret ”Havsmelodi,” hvor man funderer over tilværelsens mangfoldighed, mens man sejler rundt i skærgården. Langt hen ad vejen føltes det på samme måde, som da man de første gange blev forelsket i Lisa Nilssons sange, men denne gang tilsat en god portion af den der særlige, smittende sindighed, som man blandt andet finder i den svenske pianist Jan Johanssons udødelige og legendariske klangunivers.
Amanda Ginsburg har med god grund flere gange modtaget den svenske jazz Grammy-pris. Der går rygter om, at der allerede er taget initiativ til en ny fanklub i Ribe. Mon ikke tiden snart er kommet til, at Amanda Ginsburg dukker oftere op på den danske musikscene? Hun må rigtig gerne lægge turen forbi Ribe.