Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 3. november
Første søndag i november er Hubertus-dag, og på sådan en søndag skal rytterfolket på hesteryg og ud i naturen.
Således også de ryttere, der søndag formiddag samledes i Damhus med deres islandske heste for i første omgang ride til Lustrup, hvor flere stødte til. I alt var der op mod 40 ryttere på islandske heste, der red en dejlig tur i naturen syd for Damhus og Lustrup. En tur på 12 kilometer.
Det var Charlotte Keck, der havde taget initiativ til turen.
– Oprindelige var der planlagt en suppe-tur, men den blev aflyst, og så tænkte jeg: det kan jeg da lave.
– Så jeg arrangerede en tur, hvor vi først skulle ride og efterfølgende spise suppe og pandekager hos mig. Og så skal jeg love for, at tilmeldingerne kom. Vi var 40 tilmeldte, men i sidste øjeblik er der kommet et par afbud på grund af sygdom, fortæller Charlotte Keck, der fik travlt med at lave suppe, bage pandekager og dække op, så alt var klart, når rytterne kom hjem fra en dejlig tur i det efter forholdene gode efterårsvejr.
Og flot var det at se de mange ekvipager i naturen.
De mange ryttere kom fra et meget stort område. Primært fra Ribe-egnen og Varde, men der var ryttere så langt væk fra som Kolding, og de mange heste og hestetrailere fyldte godt på gårdspladsen ved Charlotte Kecks ejendom på Haderslevvej.













































































