Tekst: Hans Jørgensen, fotos: Rene Jørgensen, Copyright.

25 år blev det til på Ribe Handelsgymnasium, og af dem den halve snes som leder.

Sune Ahrenkiel har selv sagt, at det er 25 gode år, men nu er det slut. Som bekendt går han som leder af institutionen i Ribe i forbindelse med fusionen med Ribe Katedralskole. Fremover bliver han markedschef for Fair Vikar ApS, et selskab i Det Faglige Hus.

Torsdag eftermiddag var der reception for den populære skolemand, og mange benyttede sig af lejligheden til at sige farvel og held og lykke med det nye job.

Der blev talt af bl.a. uddannelseschef på skolen, Jacob Lund Jørgensen, der fortalte om Sunes tid i Ribe, og der var musikalsk underholdning ved en trio bestående af Alberte Maimburg, klaver, Natascha Estrup, sang, og Andreas Friis Rasmussen på guitar. Og de tre kan spille og synge.

Blandt gæsterne sås bl.a. Jørgen T. Jepsen, Vagn Andersen, Lars Lundgaard, Flemming Just, Emil Jørgensen og Helle Klarskov.