Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 9. februar

Det er svært at miste en ægtefælle eller samlever uanset, om vedkommende dør eller bliver så syg, at vedkommende må på plejehjem. Det betyder store ændringer i hverdagen, og det betyder utroligt mange, forskelligartede følelser, der skal håndteres. Og det kan være svært.

Derfor tilrettelægger Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune to forskellige kurser sidst i februar. Det ene kursus retter sig mod enkemænd eller enker i alderen plus 50, mens det andet retter sig mod personer, der må se sin livsledsager flytte på plejehjem.

Det første kursus starter den 20. februar, mens det andet kursus starter den 25. februar begge på Vindrosen på Sundhedscentret i Ribe. Kurserne holdes over seks dage, og det første holdes i formiddagstimerne fra klokken 10-12.

Da der er tale om to forskellige målgrupper for kurserne, er der også tale om forskelligt indhold på kurserne om end nogle af emnerne og temaerne er gengangere.

For kursernes vedkommende gælder det, at deltagerne kommer sammen med andre, der er i en lignende situation, og det betyder ikke alene, at der kan udveksles erfaringer, men der er også mulighed for at skabe et netværk med ligestillede.

Brita Christensen fra Sundhed og Omsorg fortæller, at man på kurserne kan få viden, værktøjer og inspiration til at komme videre i tilværelsen.

Kurserne holdes over seks gange med møder en gang om ugen i seks uger, og der vil typisk være seks til otte personer på hvert kursus.

Deltagerne skal selv sørge for transport til kurset, men hvis man er senior, er der mulighed for at købe rabatkort (seniorkort) til taxa og bus.

Man kan tilmelde sig kurserne på telefon 76166969 på hverdage mellem klokken 8 og 15.