Månedens værk, februar 2022: Kristian Zahrtmann, Landskab ved Civita d’Antino, 1904

Tekst og foto Ribe Kunstmuseum

Månedens kunstværk er netop hjemvendt fra udstillingen Nolde und der Norden, der satte fokus på Emil Noldes fascination af og inspiration fra danske malere. Nolde gik på Kunstnernes Frie Studieskoler i København i 1901 blev her undervist af Kristian Zahrtmann.

Oprør mod akademiet og det traditionelle maleri

I starten af 1880’erne oprettede en kreds af kunstnere et modsvar til Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvis undervisning de opfattede som opstyltet og utidssvarende. Modsvaret kaldte de for ’Kunstnernes Frie Studieskoler’, og i 1883 lykkedes det dem at få et årligt tilskud fra staten på 4000 kr. Studieskolerne blev hermed et anerkendt alternativ til Kunstakademiet. Kunstnerne kontaktede maleren Frans Schwartz, som blev den første til at stå for undervisningen. Han allierede sig med P.S. Krøyer og Laurits Tuxen, der begge havde studeret hos Bonnat i Paris og som derfor havde kendskab til, hvordan der blev undervist uden for Danmarks grænser. De tre kunstnere delte eleverne op mellem sig: Krøyer og Tuxen tog sig af de ældste, der skulle male efter levende model, mens Schwartz tog de mest uerfarne i en ’forberedelsesklasse’, hvor de lærte at male efter statiske objekter som gipsfigurer eller vaser. Derfor kaldtes skolernes yngste elever for ”de små Krukker” af de ældre.

I 1885 tilkaldte Schwarz maleren Kristian Zahrtmann, som han mente ville fungere godt som sin afløser for forberedelsesklassen. Zahrtmann var ikke vant til at undervise, men takkede ja, fordi han anede muligheden for at præge den yngre generation af danske kunstnere. ”Men da Zahrtmann først var begyndt, fik han sådan Interesse for denne lille Skole og dens Elever, at han på ingen måde ville lade disse gå videre til de to modelskoler hos Tuxen og Krøyer”, skriver vennen og kunstneren Johan Rohde, og derved fik Studieskolerne tre sideordnede ”Mesterateliers”.  Eleverne valgte selv, hvilken underviser, de ville følge. De betalte et lille beløb for at følge dagholdene og et større for at følge aftenholdene – de fleste fulgte begge.

På Studieskolerne blev det individuelle dyrket, og bl.a. brugen af farver blev udforsket. Eleverne blev tvunget til at finde ud af, hvad der var særegent ved dem – hvordan deres stil var.

Farvens altdominerende betydning for et kunstværk

Zahrtmann var kolorist og lærte sine elever at se motiver som farver. Det var en væsentlig forskel fra to af de andre undervisere på Kunstnernes Frie Studieskoler, Tuxen og Krøyer, der primært dyrkede tonalmaleriet.  Oluf Rude husker en periode, hvor Zahrtmann korrigerede elever under en lektion:

””Se den Skulder der”, kunde Zahrtmann sige, ”kan De ikke se, hvor den gløder?” Farven kunde aldrig blive stærk og brændende nok. Ved Lampelys virkede Koloritten mindre grel, ved Dagslys derimod messingagtig, næsten fosforlysende. Den staaende Aftenskolemodel gangede Lyset med sit Bryst, der skinnede cintroncadmiumgult, Maven var mørkcadmium, næsten cadmiumorange, Skyggerne veronesegrønne. En tydelig Tendens var der dog i den af Zahrtmann urgerede Kolorit, en bevidst Reaktion mod det gængse Tonemaleri”.

Zahrtmanns elever er dybt forskellige, men dette punkt – brugen af farven – kan måske betegnes som en slags ’rød tråd’ på tværs af genrer og motiver.

Den dannende studierejse

Zahrtmann tog ofte sine elever med på udlandsrejser. De rejste med nattog, så de havde dagtimerne til at besøge de store europæiske museer. Zahrtmann mente, at eleverne lærte bedst fra de gamle italienske malere og undgik de nye, samtidige malere, som fx de franske impressionister. Eleverne skulle godt nok finde deres egen stil, men de skulle først studere de gamle mestre og se, hvor faget stammede fra.

Det var et hårdt program, som Zahrtmann lagde for dagen, og ikke alle elever var lige begejstrede for det stramme og nøje tilrettelagte skema, men fik på kort tid en grundig indføring i europæisk kunsthistorie. Turenes endelige rejsemål var oftest Italien, navnlig byen Civita d’Antino, hvor Zahrtmann selv arbejdede side om side med sine elever. Stedet fungerede dels som et pusterum, hvor Zahrtmann fik fri fra dansk kulturpolitik, som til tider truede skolens overlevelse, og dels som et sted, hvor der var plads til maleriske eksperimenter. Himlen blev mere blå, kontrastfarverne blev stærkere og penselstrøgene dristigere.  ”Hos Zahrtmann danser Italienerne ikke Tarantellen og slår ikke Tamburinen. Det var malerens hvile og glæde over at male, hvad han så, og ikke andet.”, skriver kunstneren og vennen Johan Rohde med en skjult reference til Guldaldermalernes polerede skildringer af Italien.

Landskabet er et klasseeksempel på Zahrtmanns lære.

Zahrtmanns billede Landskab ved Civita fortæller ikke en klar historie. Det er op til os at lægge en ind i motivet, hvis vi føler for det. Det er farverne og formerne, der har hovedfokus, og som vi kan fordybe os i. Og derved bliver billedet et klasseeksempel på, hvad det var, Zahrtmann lærte sine studerende på turene til Italien.