Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 1. juni 2026

Dansk Folkepartis Ungdom har på organisationens årsmøde valgt 20-årige Mads-Magnus Damm som ny landsformand.

Mads-Magnus Damm kommer fra Tønder Kommune, hvor han også sidder i kommunalbestyrelsen. Han har sin daglige gang på Ribe Katedralskole. Med valget står en ung sønderjyde nu i spidsen for DFU på landsplan.

Den nye landsformand ønsker at styrke ungdomsorganisationens synlighed og samle flere unge omkring danske værdier, nationalt fællesskab og politisk engagement.

– Jeg er enormt stolt over den tillid, medlemmerne har vist mig. Danmark har brug for unge mennesker, der tør stå ved vores kultur, historie og nationale fællesskab. Det bliver en af mine vigtigste opgaver som landsformand, siger Mads-Magnus Damm.

Valget sker på et tidspunkt, hvor DFU igen oplever medlemsfremgang og ved det overståede skolevalg sikrede sig det bedste resultat i over ti år.

Ifølge Mads-Magnus Damm skal DFU fylde mere i samfundsdebatten og være en tydelig stemme for unge patrioter, også uden for de største byer.

– Alt for mange unge føler i dag, at danske værdier og traditioner bliver skubbet i baggrunden. DFU skal være et sted, hvor man både kan engagere sig politisk og være stolt af Danmark.

Mads-Magnus Damm retter samtidig en tak til den afgående ledelse:

– Jeg vil gerne sige stor tak til den tidligere landsformand for det tætte samarbejde og for den fælles vision, vi har arbejdet med det seneste år. Han har været med til at skabe ny fremdrift i organisationen, og det arbejde skal vi nu bygge videre på.