Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Katedralskole. Onsdag den 3. juli.

Ribe Katedralskole har i en årrække haft en udvekslingsaftale med Jacob A Riis Settlement i New York og netop nu, hvor det nye museum for Jacob A. Riis er åbnet i Ribe, er der besøg fra New York.

Hvert andet år sender Katedralskolen seks unge fra 1.g til New York, hvor de indkvarteres privat, og det følgende år kommer seks unge fra New York på genbesøg i Ribe.

 
Gæsterne ankom lørdag den 29. juni og tager til København fredag den 5. juli og videre hjem til New York søndag den 7. juli.

Under besøget i Ribe har gæsterne bl.a. besøgt Vadehavscenterert, Vikingecenteret og ikke mindst en typisk dansk bondegård, ligesom både gæster og værter har været en tur oppe i Borgertårnet for at få et overblik over Ribe og omegn.


Ud over at se de lokale seværdigheder får gæsterne og de danske værter rig mulighed for at udveksle oplysninger om deres respektive lande og levevis.