Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 6. februar 2022
Der kommer et tidspunkt, hvor nok er nok, og så er man nødt til at gøre noget ved det.
Det er forklaringen på, at gæsterne på Strygejernet i Ribe ved genåbningen efter corona-krisen kommer ind i en nymalet forretning med helt nyt inventar.
– Det hele er skævt i bygningen, og sådan skal det være, og det må også godt være lidt slidt i hjørnerne, men efterhånden var de otte lag tapet, der sad på væggene, revnet i alvorlig grad over buerne i vinduerne, så det var helt synligt, og så når vi til et punkt, hvor der skulle ske noget, fortæller en af medejerne af Strygejernet, Anders Ebsen, der ejer stedet sammen med Viktor Astrup og Ye Le.
Han fortæller videre, at egentligt var det planen, at Strygejernet skulle have været gennemrenoveret før tulipanfesten 2020, men så kom der en virus i vejen, og arbejdet med udsat.
Men, som Anders lakonisk siger, i tiden under nedlukningen er der jo heller ikke blevet slidt meget på lokalerne.
– Det har da været en større investering?
– Ja, og økonomisk er det nok ikke det rette tidspunkt at gøre det på, men vi var kommet dertil, at det var nødvendigt.
Gæsterne kan til gengæld glæde sig over helt nyt inventar, nye lamper og nyistandsatte lokaler.