Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 11. januar 2024
Det handler om at slå masker op, om størrelsen på strikkepinde, hvordan strikker man en pæn kant, hvordan finder jeg den rigtige opskrift, hvad med størrelsen, modellen og farverne.
Jo, der var mange spørgsmål og informationer, da en lille snes damer torsdag sidst på eftermiddagen mødte op i Lustrup Forsamlingshus for at dyrke den fælles interesse, nemlig strikning, for at få socialt samvær og for at få lidt kultur i form af oplæsning eller fortælling om en film leveret af en af deltagerne.
Det er en kreds af strikkeinteresserede damer, der foreløbig har planlagt otte møder i Lustrup Forsamlingshus med strikketøjet som omdrejningspunkt. Og Marianne fra arrangørerne er ovenud tilfreds med tilslutningen.
– Der er rigtig mange, der har vist interesse, og der er en snes personer på listen over interesserede. Flere end der er har i dag, har meldt sig til, men de kunne bare ikke i dag, fortæller Marianne.
Hvad så fremover?
– Nu har vi foreløbigt planlagt otte møder her i foråret, og så må vi se, hvor der bærer hen, og hvordan interessen er, svarer Marianne.
Et hastigt vue ud over de deltagende viser, at aldersspredningen er rimelig stor lige fra de helt unge til dem, der er i en lidt mere moden alder.