Tekst og foto: René Jørgensen
Foto: Halvleg  Ole Videbæk
17. august 2018

Kunstner Ole Videbæk Ribe har udsmykket facaden på den nybyggede hal ved Sønderskov Skolen i Sønderborg, en hal skolen har drømt om siden skolen blev bygget i 1955.
På første skoledag efter ferien blev ”halv leg” –  kunstværket af Ole Videbæk afsløret under festlige former med sang og taler.

Mennesket har to sider, har både hoved og krop, og skolen der danner og uddanner mennesker, har derfor også to sider: uddannelse og dannelse af hoved og krop.

Og det er netop hvad der i dag smukt bliver tydeliggjort med indvielse af Sønderskovskolens idrætshal, hvormed skolens kropsdel får så gode rammer, siger Ole Videbæk i sin tale til skolen.

– Min udsmykning på hallens gavl viser skolens to sider samlet i ét billede, nederst det røde murværk, hvor stenene danser afsted, et billede på hovedets aktiviteter, det boglige, det teoretiske.

De røde sten danser efter en skrift, som er lig skriften inde i vores computere, en skrift, som kun har to elementer, et trekantet hul ind i muren, en trekantet sten der springer frem af muren. Hvis I tager jeres computere til hjælp, kan I læse hvad der står i det dansende murværk.

Over den røde mur ser vi børn der danser og leger. Ikke en leg efter givne regler, men en leg der, som I kan se, endnu går over stregen. Den leg der rummer idrættens grundelementer og som uddannelsen inde i hallen bygger på.

Kun når legen tages alvorligt, bliver den sjov, fortæller Ole Videbæk der har valgt at kalde sit billede for Halv leg.

–  Tak til Sønderborg kommunes nu nedlagte kunstudvalg, tak for opgaven og tak for et godt samarbejde. Jeg vil gerne sige tak til entreprenør og håndværker for godt samarbejde lyder det fra Ole Videbæk i en pressemeddele til Rykindribe.

Ole Videbæk er en kendt kunstner og flere byer er udsmykket med Ole Videbæks kunst, bl.a. det meget omtalte springvand “En bid af bølgen” på Haderslev Havn.

I Ribe blev kunstværker ”Lyspunkt” indviet i juni 2017 på Ny Kirkegård på Tangevej .