Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 17. marts 2022

En gammel scrapbog fra 1972 blev et fokuspunkt på det netop afholdte årsmøde i Venskabsbyforeningen i Ribe.

For 50 år siden besøgte en delegation på 19 personer fra Ribe byen Krems i Østrig, som siden da har haft venskabsbyforbindelse til Ribe. I scrapbogen, hvis ophavsmand er ukendt, ses fotos fra byen Krems samt billeder af rejsedeltagerne. ”Den tur var jeg med på”, udbrød Suzanne Andresen og kunne berette om den nu historiske begyndelse på kontakten til Krems, som ligger ved Donau i vinområdet Wachau, ca. 70 km vest for Wien.

Kontorchef Mads Andrup var initiativtager til besøget, antikvar Mogens Bencard holdt foredrag om Ribes historie og kunst, og efterfølgende skrev amtmand Morten Edelberg en meget udførlig og begejstret beretning om besøget. Denne interessante avisartikel er også at finde i scrapbogen.

I anledning af 50-års venskabsbyforbindelsen arrangerer foreningen en bustur til Krems i dagene 27. august – 3. september 2022. 44 medlemmer har meldt sig til turen, og alle har store forventninger til opholdet i den smukke by.

Fra Galerie Daliko i Krems har billedvæver Mona Martinussen modtaget en invitation til at udstille i hele august måned, og sammen med glaskunstner Erna Møller og kunstmaler Lars Bollerslev vil hun være med til at vise Ribe-kunst fra bedste side.

Også med tyske Ratzeburg kan vi markere 50-året for venskabsbyforbindelse. I 1972 indledtes et meget intenst samarbejde med især sportslige forbindelser. Hans Joachim Höhne besøgte Ribe med et drengefodboldhold og blev hjerteligt modtaget af Aase Lindstrøm og Simon Jermiin. Siden dengang har kontakten mellem Ratzeburg og Ribe været særdeles god, og senest ved Folkemødet i oktober 2021 var der gæster fra Ratzeburg.

En markering af dette 50-års jubilæum er endnu ikke fastlagt.

I pinsen får foreningen besøg af 18 gæster fra den franske venskabsby Balleroy, et besøg, som har været udsat flere gange på grund af coronaen. Gæsterne vil blive officielt modtaget på Det gamle Rådhus, og pinselørdag er der planlagt bustur op langs Vestkysten.

Franskmændene bliver dels privat indkvarteret hos gamle venner, dels indkvarteret på Danhostel.

Gareth Hugdes i Ribes engelske venskabsby Ely har taget initiativ til et kommende samarbejde mellem guiderne i Ely og Ribe. Et forslag, som Ribe-guiderne har taget godt imod. En invitation til besøg i Ely i efteråret 2022 er under udarbejdelse.

På årsmødet gjorde formand Ruth Christensen også rede for den store arbejdsopgave, der pt. påhviler bestyrelsen. 1. april skal det møde- og udstillingslokale på Det gamle Rådhus, som foreningen har kunnet råde over siden 1995, være rømmet, så indretningen af et nyt Ruud Langgaard-museum kan påbegyndes. Det er selvsagt en meget vanskelig opgave, da et lignende lokale ikke er til rådighed.

Medlemmerne havde flere idéer til, hvordan hele gavesamlingen kunne fordeles, og bestyrelsen arbejder videre med udflytningen. En digital præsentation af venskabsbyerne kan indgå i den nye turistinformation.

Venskabsbyforeningen kan dog fortsat benytte rådhuset til møder og receptioner.

Tidligere formand for Venskabsbyforeningen, Grethe Simonsen, var dirigent ved årsmødet. De fire bestyrelsesmedlemmer, Birthe Neidhardt, Ingrid Ilsøe, Kirsten Beck og Edith Schmidt, genvalgtes. Desuden består bestyrelsen af Ruth Christensen, Niels Andersen og Peter Neidhardt.

De 42 fremmødte medlemmer genopfriskede mange rejseminder, stemningen var munter, og meget tyder på, at Venskabsbyforeningen kan genoptage spændende aktiviteter med Ribes udenlandske venskabsbyer.

Årsmødet blev holdt på Kogehuset.