Tekst: René Jørgensen fotos: privat
27. januar 2026.

Stort fremmøde til åbent hus hos Ribe Fjernvarme

Lørdag blev der afholdt åbent hus hos Ribe Fjernvarme, og interessen var stor. Omkring 400 borgere lagde vejen forbi værket for at få et indblik i, hvordan fjernvarmen i Ribe produceres – både i dag og i fremtiden.

Gæsterne fik mulighed for at deltage i rundvisninger på værket, hvor der blev fortalt om de forskellige produktionsformer, som fjernvarmen baseres på. Her blev der givet en grundig gennemgang af varmeproduktionen via biomasse, naturgas og el, og der var stor spørgelyst blandt de fremmødte.

Derudover blev der præsenteret tegninger og planer for en kommende luft-til-vand-varmepumpe, som forventes sendt i udbud allerede i denne uge. Den nye varmepumpe er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af en mere effektiv og økonomisk varmeproduktion.

Ifølge driftsleder Richard Boisen fra Ribe Fjernvarme forventes den nye luft-til-vand-varmepumpe at give en årlig besparelse på omkring 4 millioner kroner. Han fremhæver samtidig, at fjernvarmeværket i Ribe allerede i dag er blandt de billigste i Esbjerg Kommune.

Åbent hus-arrangementet gav dermed borgerne et godt indblik i både den nuværende drift og de kommende investeringer, som skal sikre stabil og konkurrencedygtig fjernvarme i Ribe i mange år frem.