Tekst: Jørgen Th. Jepsen foto: René Jørgensen
9. november 2025.
Storsejr til Ribe-Esbjerg HH i hjemmekamp mod Grindsted, og debut til ung ribegut.
Ribe-Esbjerg HH spillede søndag aften i Ribe Fritidscenter mod bundholdet Grindsted.
Grindsted havde inden kampen kun sikret sig 2 point ved 2 uafgjorte kampe mod henholdsvis Nordsjælland og Skjern Håndbold.
Ribe-Esbjerg HH var fra kampens start opsat på at vise det store hjemmepublikum, at holdet efter landsholdspausen var klar til kamp, og det var de. Efter 5 minutters spil var Ribe-Esbjerg HH foran med 4-1, og derfra så de sig ikke tilbage, og Grindsted tog kampens første timeout.
Ribe-Esbjerg HH spillede flot og hurtigt angrebsspil, hvor de formåede at få bolden spillet hurtigt rundt, og udnyttede de åbninger, der blev i Grindsted forsvaret til gennembrud eller viderespil til fløjene, specielt var Morten Jørgensen effektiv fra venstre fløj, og på stregen spillede Kasper Sjursen også en fin kamp, med 3 scoringer og gode screeninger for hans medspillere.
I forsvaret var Ribe-Esbjerg HH klar på, hvad Grindsted kom med. Kort ind i første halvleg gik Grindsted over i 7 mod 6, som mange gange tidligere har hjulpet holdet til en del scoringer men ikke i dag. Ribe-Esbjerg HH stod godt og kompakt i forsvaret og var hele tiden opmærksom på indspil fra Grindsted playmaker Kristoffer Vestergaard, og skulle det lykkes for dem at komme igennem, ja så stod Andreas Haagen klar i Ribe-Esbjerg HH målet. Andreas Haagen stod med hele 47% i de ca. 40 minutter, han var på banen, inden han blev erstattet af Niklas Kraft.
Det var i det hele taget en fornøjelse at se den gejst og vilje, der prægede Ribe-Esbjerg HH i aftenens kamp. Ribe-Esbjerg HH overmatchede klart Grindsted, hvad fysikken angik, og
antallet af tekniske fejl var reduceret, ligesom der blev kombineret godt i angrebet, flot illustreret ved et gennemspillet angreb midt i anden halvleg, som afsluttedes med et vip fra Lauritz Legér til Morten jørgensen, som scorede sikkert.
I forhold til de store arenaer, der er rundt i Danmark, må det for Ribe-Esbjerg HH være en særlig oplevelse at spille hjemmekampe i Ribe Fritidscenter, hvor publikum er meget tæt på banen og dermed skaber en meget intens atmosfære. Ribe Fritidscenter kan huse lige i underkanten af 2.000 tilskuere – I aften var der 1.268, og de var meget begejstrede for, hvad de så og støttede holdet fuldt ud gennem hele kampen.
Tvivl om kampens resultat var der aldrig. Ved pausen var Ribe-Esbjerg HH foran med 19-10, og gennem hele anden halvleg havde Ribe-Esbjerg HH styring over kampen, selv om 2. halvleg kun blev vundet med 17-14.
Debut til ung Ribespiller.
Med ca. 6 minutter tilbage af kampen kom Oliver Sundtoft på banen for Ribe-Esbjerg HH. Oliver spiller til daglig på klubbens U19 hold, og var med som erstatning på playmakerposten for en sygemeldt Markus Mørk. Oliver faldt godt ind i spillet og formåede også at score til slutresultatet 36-24.
Med sejren har Ribe-Esbjerg HH nu 9 point for 11 kampe, og indtager en 10. plads i tabellen lige udenfor pladserne til slutspillet. Næste modstander er Fredericia på udebane d. 15. november, hvorefter HØJ håndbold kommer på besøg i Dokken Esbjerg den 20. november. Der er her tale om 2 modstandere, som pt. ligger henholdsvis på 11. og 8. pladsen.
Stillinger undervejs:
Første halvleg: 4-1, 9-6, 14-9, 17-10, 19-10
Anden halvleg: 20-10, 23-11, 26-12, 28-15, 30-16, 33-19, 36-24
Målscorer for Ribe-Esbjerg HH:
Elvar Asgeirsson 6, Morten Jørgensen 6, Karl Wallinius 4 (Man of the match) Nikolaj Spanggaard 3, Lauritz Legér 3, Kasper Sjursen 3,Benjamin Hallgren 2
Theis Horn Rasmussen 2, Mathias Jørgensen 2, Alfred Jönsson 2, Oliver Sundtoft 1, Mads Aarhus Lauridsen 1, Christian Termansen 1
Topscorer for Grindsted blev Frederik Mølby med 6 mål.
Udvisninger
Ribe-Esbjerg 3
Grindsted 4
Tilskuertal 1.268
Flere billeder under teksten. Husk i morgen at læse om “Dagen der på”

Lidt hård medfart for Ribe Esbjerg HH spilleren Karl Wallinius, der ud over fik scoret 4 mål. også blev man of the match for en solid indsats i kampen.

I debutkampen blev det til en scoring, og det fejres selvfølgelig med en knyttet næve ud til holdkammeraterne, der også efter kampen gav den unge spiller nogle skulderklaps for indsatsen.


Der blev gået til den i begge ender af banen.

Det var noget af en kamp. Nok ikke lige det de medrejsende fans fra Grindsted havde håbet på. Blikket sikker vist alt. Forøvrigt er fansene fra Grindsted altid loyale over for klubben, men de er også et rigtig behageligt publikum der opfører sig ordentligt.


Fine redninger fra de ton REHH målmænd, Her Andreas i aktion, til stor bifald fra bedsteforældrene og resten af hallen. Andreas Haagen stod med hele 47% i de ca. 40 minutter han var på banen











































































