Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, torsdag den 21. december 2023

Ribe-egnen slap forholdsvist nådigt fra de første timer af stormen Pia.

I Ribe gik det i skrivende stund – midt på aftenen –  ud over det store juletræ på Torvet, der blæste omkuld først på aftenen, og i Saltgade var der flere guirlander i juleudsmykningen, der blæste ned og spærrede for trafikken i Saltgade. Senere gik det ud over yderligere et par guirlander, der midt på aftenen hang og dinglede med lys i. Folk advares mod at røre ved de lysende guirlander, da de kan give et stød.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et par steder hang guirlanderne blæst ned fra deres holdere.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev kaldt til det væltede juletræ på Torvet, og brandfolkene fik det slæbt ned bag domkirkens apsis. Indsatsleder Jan Christiansen, Sydvestjysk Brandvæsen, oplyser, at det store træ har taget en del skade, men ved daggry vil der blive taget stilling til, hvad der skal ske med træet.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe måtte også sende et bådhold til Esbjerg, hvor en bil var truet af vandet på kajen.

Midt på aftenen var der ikke meldinger om de store skader på Ribe-egnen.

Allerede fra midt på eftermiddagen aflyste Arriva alle tog på strækningen Esbjerg-Tønder af frygt for væltede træer uden at sætte togbusser ind, men midt på aftenen kørte Sydtrafiks Busser stadig planmæssigt i Ribe-området.

På brandvæsnets hjemmeside kan du læse lidt mere om aftenens indsatser ved at klikke her

I Saltgade spærrede en guirlande en overgang for trafikken