Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 17. marts 2026
Der er et par store nyheder, når Storkesøen i Ribe på torsdag åbner for sæsonen.
Dels er der kommet en ny gaveshop til i forbindelse med receptionen, og dels er selve åbningen ændret på et væsentligt punkt.
Normal åbner Storkesøen sæsonen med gratis fiskeri en dag. Men i år er det ændret til tre åbningsdage, hvor der skal fiskekort til hver dag.
– Vi var meget spændt på, hvordan det ville blive modtaget, og vi har besluttet, at der kun må være 200, der fisker hver dag. Alle kort til de tre dage er udsolgt, og vi ha fuldt booket i hytter og lejligheder, ligesom mange har reserveret plads til camping, fortæller Annette Kirkegaard.
– Hvem er det, der køber kortene?
– Det er rigtig mange tyskere, der kommer her hvert år og for fleres vedkommende et par gange eller mere om året. Men der er også mange danskere.
Annette fortæller videre, at der som sædvanligt bliver noget at fiske efter.
– Onsdag eftermiddag klokken 15 lukkes søerne for fiskeri, og der udsættes 1,2 tons fisk. Det samme sker torsdag og fredag, når fiskeriet om eftermiddagen er færdigt.
I forbindelse med åbningsdagene holder Søpavillonen også åbent med grill torsdag aften og buffet fredag og lørdag aften samt mulighed for morgenmad alle tre dage.
Inden døre er der indrettet en helt ny afdeling i receptionen med gaver i mange forskellige varianter lige fra souvenirs til gavekurve med forskelligt indhold, brugskunst og – naturligvis – gaver med relation til fiskeriet.
Det er Dorthe Schmidt der bestyrer gaveforretningen. Hun kommer fra Gram, hvor hun og manden gennem mange år drev en butik med kiosk, vin og gaveshop.
Konceptet blev solgt for nogle år siden til El-salg, da parret gerne ville have mere tid til sig selv og familien.
Tanken er, at man i gaveshoppen kan komme direkte ind og købe en gave, men man kan også bestille en gave på forhånd, så den er klar, når man ønsker det.
– Det er kun fantasien, der sætter grænser for indholdet. Vi har vin, øl og andre drikkevarer samt mange andre ting, der kan komme i kurven, fortæller Annette, der også gør opmærksom på, at det er Dorthe, der kommer til at lave gaverne.
– Det er hun mega god til, lyder det fra Annette.
Oprindeligt skulle åbningen af den nye gaveshop have været markeret i torsdags, men Dorthe Schmidt var en af de danske turister, der blev fanget i Thailand på grund af krigen i Mellemøsten, så hun og manden kom først til Danmark igen efter en ferie, der blev forlænget med 12 dage. Nu bliver åbningen af forretningen markeret lørdag den 28. marts klokken 14 med bobler og andet godt.










































































