Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 19. maj 2022

Det er ikke mangel på boliger, der holder storkene væk fra Ribe.

Oldermand i Ribe Storkelaug, Steen Klaaby, kunne ved kåbevendingen torsdag eftermiddag afsløre, at der er fem storkereder i det indre Ribe, og en ny er på vej ved Ribe Byferie. Dertil kommer de mange reder i omegnen af Ribe.

Det er første gang siden 2004, Storkelauget kunne gennemføre ceremonien med kåbevendingen på Torvet ved Den gl. Arrest.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Til tonerene af Poul Christensens saxofon og melodien “Storken sidder på bondens tag” blev den røde løber rullet ud for storkene.

Kåbevendingen finder sted, når storkene er i Ribe, og det er de rent faktisk i år, selv om der efter alle eksperter at dømme er tale om et par unge hanstorke, som dels har slået sig ned i Øster Vedsted og dels i Ribe, hvor de skifter mellem ophold i de to reder.

Men da der altså er storke i Ribe, bød Storkelauget også på chokoladefrøer, kildevand og en ”bitter” til de knapt 50 mennesker, der var mødt op for at iagttage ceremonien.

Som ceremonimester kunne Ole Lauridsen vende kåben, så den festlige, røde farve kom yderst, og Steen Klaaby kunne fortælle om det store arbejde, der gøres for at få storkene til at komme mere permanent tilbage til det, der før i tiden var storkenes by, nemlig Ribe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Storkene glimrede ved deres fravær selv om Steen Klaaby talte for dem og Ole Lauridsen lyttede.

Storkene glimrede i øvrigt ved deres fravær. De var formentligt ude at søge føde, og imens kunne deltagerne i ceremonien læske sig med kildevand og en bitter med chokoladefrøer til.

Poul Christensen sørgede i øvrigt for en værdig indledning til hele seancen, da han på saxofon spillede ”Storken sidder på bondens dag” mens medlemmer af Storkelaugets bestyrelse rullede den røde løber ud.

Od over Ole Lauridsen og Steen Klaaby består bestyrelsen af  Ove Beck, Esther Hoftijzer Velmap og Knud Andreasen, der ikke kunne være til stede ved dagens event.

Der blev budt på chokoladefrøer, kildevand og en “bitter”