Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 20. februar
Ribe Fritidscenter var torsdag formiddag i overhængende fare for at blive oversvømmet. Hvis vandet trækker ind i hallerne, kan det betyde meget store udgifter til nye gulve, idet gulvene er meget følsomme overfor vand.
Sydvestjysk Brandvæsen sendte adskillige medarbejdere til stedet, og med hjælp af vandspærrer, pumper og en gravko og dumper fra Sdr. Farup Maskinstation lykkedes det at dæmme op for vandet. Samtidig gik personalet fra Ribe Fritidscenter i gang med at lægge sandsække ved foden af muren til hal 2, ligesom dørene blev dækket af med sandsække for at holde vandet ude.
Centerleder Jørgen Th. Jepsen fortæller, at der de sidste dage er trængt vand ind flere steder i centerets kælder, hvor der enkelte steder står blankt vand.
– Vi har et system, hvor vi kan pumpe vandet væk, og alle vores pumper kører på fuldt tryk. Desuden er der sat affugtere op, og vi håber, vi kan holde det ved det.
Torsdag morgen og formiddag steg vandet på boldbanerne bag Ribe Fritidscenter til en højde på godt 1,20 meter over fodboldbanerne, og det betød, at flere steder stod vandet helt op til hal 2.
Sydvestjysk Brandvæsen foranstaltede, at der blev lavet et nyt dige mellem et eksisterede dige, der afgrænser fodboldbanerne fra omgivelserne, og bygningerne. Samtidig blev der lagt en vandspærre om mellem to diger, og der blev sat pumper ind for at pumpe vandet væk fra bygningerne og tilbage ud på boldbanerne. På den måde håbede man at kunne holde vandet væk fra bygningerne, og ved middagstid tydede alt på, at arbejdet lykkedes.
– Vi er nødt til at pumpe vandet tilbage, hvor det kommer fra. Vi kan ikke blot pumpe det ud i åsystemet, for så vil det give problemer andet steds, fortalte beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen.
De store vandmængder, der nu truer fritidscentret, er eftervirkningerne af digebruddet ved Varming onsdag. Her fik beredskabet lukket hullet i diget ved at bygge en ny dæmning i en halvcirkel uden om hullet i selve diget, og derefter kunne hullet lukkes med sand, sted og jord for efterfølgende at blive sikret med sandsække. Et arbejde, der var færdigt til midnat.
Men selv om hullet blev lukket, var store mængder vand løbet gennem hullet, og det var de vandmængder, der torsdag nåede fritidscenter.
Meldingen lød i øvrigt torsdag formiddag på, at der var flere huse i området, der var begyndt at få vand i kældrene ligesom tennisklubbens anlæg nabo til fritidscenteret blev oversvømmet.
Kammerslusen har i øvrigt det sidste døgn været åben i flere timer, men vandudstrømningen har ikke været så stor som de foregående dage på grund af høj vandstand i Vadehavet.