Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. november 2023

Et særdeles travlt år for kunstnerparret Lis Andersen og Ole Videbæk kulminerer i disse dage med, at parret forlader deres tidligere værksted ved Tangevej for at flytte værkstedet ud i landlige omgivelser syd for byen.

Det betyder bl.a., at en særdeles populær tradition med åbent hus i værkstedet på Tangevej i julemåneden ikke bliver til noget i år.

– Vi er netop blevet færdig med flytningen, men vi er slet ikke kommet på plads i vores nye værksted, og før vi er det i løbet af foråret, kan vi ikke byde nogen ind i de nye lokaler. Men folk er stadigt velkomne til at kontakte os eller kigge ind på Mellemdammen, siger Lis Andersen og Ole Videbæk.

Om årsagen til flytningen siger parret, at de havde en 15-årig lejekontrakt i lokalerne på Tangevej, og den udløbet nu.

– Da vi lejede lokalerne, var vi enige om, at 15 år var langt ud i fremtiden, og vi troede egentligt ikke, at vi kunne eller ville blive ved. Men så længe vi kan og synes, det er sjovt, fortsætter vi – nu blot i nye lokaler, fortæller Lis og Ole.

Året har budt på mange oplevelser og opgaver.

– Jeg blev 70 år, og det fejrede vi i Rom. Så har vi lavet en stor bestillingsopgave, som vi ikke kan sige mere om på nuværende tidspunkt. Jeg har lave en gravsten til Ole Jørgen Frederiksens gravsted i Gredstedbro, og jeg har lavet en stor skulptur til Solveig og Ole Jørgensens have i Dagmarsgade. En figur, der er 2,5 meter høj med navnet Livssøjlen, fortæller Lis.

De mange opgaver har medført flere ture til Sverige for at finde de rigtige sten, og der er ikke tale om almindelige, små sten. Der er tale om store blokke med en vægt på adskillige tons, og for at finde de rigtige sten, kørte Lis og Ole 700 kilometer i Sverige og besøgte syv stenbrud. Desuden var Lis i Sverige for at bearbejde stenene på et værksted her, som hun lejede sig ind i. Efter det blev stenene kørt til Danmark for at blive gjort færdige.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Livssøjlen

Solveig og Ole Jørgensens skulptur består af rød granit og sten arten Diabas, som i dag næsten er umulig at få fat i.

– Den runde søjle i figuren er drejet på en stor drejebænk i Sverige, og den bærer den øvrige del af figuren, hvor den lodrette sten symboliserer rygraden, fortæller Lis.

Både Lis og Ole har også været en tur i Ukraine, hvor de var inviteret til et skulptursymposium.

– Først takkede vi ja, så nej, men da vi så alligevel skulle ned i Tyskland i forbindelse med en opgave, var vi jo halvvejs. Så vi lod bilen stå i Tyskland og tog toget til Ukraine. Vi var sammen med seks ukrainske skulptører, og selv om det kun var den ene, der kunne lidt engelsk, synes vi, at vi fik en god kontakt til dem. Vi havde de samme udfordringer og de samme forudsætninger, fortæller Ole Videbæk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Babylon (Foto privat)

– Jeg lavede en stor skulptur i gamle mursten, hvor jeg havde lagt nogle træbrædder ind til at holde skulpturen. Meningen var, at når det hele var færdigt, skulle der tændes et stort bål i skulpturen, så brædderne ville brænde og skulpturen styrte sammen. Men det syntes ukrainerne ikke var nogen god ide. Som de sagde, er der nok, der styrter sammen for os i øjeblikket, så vi har ikke brug for mere.

-Kendetegnende for ukrainernes kunst var også, at deres skulpturer udtrykker håb og ønsker for fremtiden.

– Vi blev enige om, at når freden kommer, skal min skulptur, der fik navnet Babylon, forsynes med et stort bål, så skulpturen kan styrte sammen. Det må meget gerne ske i morgen, siger Ole Videbæk.

Indtil da er skulpturen forsynet med et lille bål, som ikke ødelægger noget, men giver skulpturen karakter.